Svend er ligeglad med støj i baghaven - nu bor han i sit drømmehus
Mens nogle har solgt deres hus og er flyttet væk, er andre kommet til og har købt ny bolig til langt under markedsprisen.
Der er plads til et stort poolbord i den næsten nye tilbygning, der også byder på store panoramavinduer og god udsigt til naturen.
Svend Bækkel er slet ikke i tvivl om, at han har købt sit drømmehus - endda til en rigtig god pris.
- Jeg synes, det er et fedt køb. Fra nul til ti er det en tier, siger han uden tøven.
230 m2 med det hele
Huset som får smilet frem hos Svend Bækkel ligger i landsbyen Ustrup nogle få kilometer fra Flyvestation Skrydstrup.
De 230 kvadratmeter med tilhørende garager er placeret i den såkaldte røde zone. Det er det område, der er udpeget til at have størst risiko for støj fra de F-35 kampfly, som starter og lander på basen.
Det betyder, at mange er flyttet væk på grund af støjen. Men den støj betyder ingenting for Svend Bækkel.
- Jeg har før boet i Sommersted, hvor toget kørte forbi tre gange i timen. Her kommer der kun et fly engang i mellem, siger han.
Under markedsprisen
Svend Bækkel købte huset for 900.000 kroner. Det er ifølge den lokale ejendomsmægler 30-40 procent under markedsprisen. Derfor slog han også til med det samme, da chancen bød sig.
- Nogle gange skal man være heldig, og denne gang blev det mig, siger han.
Huset i landsbyen Ustrup er et af foreløbig 34 huse, som er blevet af solgt af staten som et såkaldt rød zone hus.
Videresalget sker gennem lokale ejendomsmæglere, og det er indtil videre gået rigtig godt, fortæller ejendomsmæglerne.
- Der er egentlig ikke den store forskel på dem, der ligger i rød zone, og alle andre huse vi har til salg. Som det ser ud nu, er vi ved at have udsolgt, siger Bent Dall fra Danbolig i Vojens.
Nærmeste naboer placeret i to zoner
De nærmeste naboer til Flyvestation Skrydstrup er blevet placeret i en rød zone og en gul zone.
Er man i den røde zone, har ejeren ret til at sælge huset til staten.
Huse i den gule zone kan få et kontant beløb som kompensation for støj, eller de kan få penge til håndværkere, der kan støjisolere deres huset.
Bliver hvor han er
Svend Bækkel skulle kun male sit nye hus udvendigt, før han flyttede ind. Nu har han 230 kvadratmeter til rådighed og har ingen planer om at flytte igen.
- Et hus magen til det her vil koste to eller tre millioner i Kolding eller Vejle. Det har jeg ikke råd til.
- Herude er der godt nok også støj fra motorvejen, men det generer mig heller ikke, siger Svend Bækkel.