Stor lysfest igen med publikum
Siden 1950 har der hvert år den 4. maj været lysfest på Haderslev Kaserne.
"I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig."
Sådan lød det fra Johannes G. Sørensen, der via BBC's dansksprogede nyhedsudsendelse meddelte den danske befolkning, at Danmark var frit.
Årsdagen for befrielsen markeres traditionelt med levende lys i vinduerne, men på Haderslev kaserne er levende lys i vinduerne ikke nok.
Siden 1950 har der hvert år den 4. maj været lysfest på Haderslev Kaserne, hvor Danmarks befrielse i 1945 er blevet markeret med musik, taler og et stort lysshow.
En lokal lystaler
En af dem, der er med til markeringen er Tom Buk-Swienty, som er årets lysfesttaler. For ham er det en stor ære at være blevet inviteret til at holde lystalen.
- Jeg kommer selv fra Sønderjylland, og jeg er faktisk selv vokset op i Sønderborg. Det er en stor begivenhed i vores historie, og jeg glæder mig meget til at sætte nogle ord på, hvad jeg tænker, især i den her tid som er meget anspændt, men jeg håber også, at jeg kan give nogle håbefulde ord i aften, fortæller han.
Tom Buk-Swienty er historiker og forfatter. Han er blandt andet er kendt for sine bøger om den anden slesvigske krig i 1864. Han ved noget om ord, og derfor er talen onsdag aften også stor for ham.
- Jeg kommer til at lægge vægt på det, som sker ude i Europa tæt på os. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er i en temmelig uhyggelig situation. Jeg kommer til at tale om krig, og hvad krig gør ved mennesker, og om den frygt vi alle har, men jeg vil også tale om en lille opløftende historie, fortæller han.
Lystaleren ser særligt frem til at stå oppe på scenen og glæder sig til at tale for de op mod 10.000 mennesker.
- Jeg anede faktisk ikke, at der var så mange mennesker. Jeg kendte selvfølgelig til begivenheden og havde hørt om den, men jeg blev selv lidt overrumplet over, at der var 10.000, så jeg bliver virkelig nødt til at tage mig sammen i aften, siger han smilende.