Sønderjyske taber sidste test før Superliga-start
Sønderjyske var tirsdag forbi Frederiksberg, hvor klubben mødte FC København i sidste træningskamp før turneringsstart. FCK vandt 3-2 på sene scoringer.
Sønderjyske gør i weekenden comeback i 3F Superliga, og tirsdag spillede de således generalprøven dertil. Modstanderen hed FC København, og trods oprykkerne til landets bedste række stod over for den vanlige mesterskabsbejler, så førte Sønderjyske frem til 87. minut.
Efter at være kommet bagud 1-0, gjorde Tobias Klysner det efter 44 minutters spil til 1-1, for at nytilførslen i dette transfervindue, Alexander Lyng, i det 53. minut bragte de lyseblå på 1-2. I pausen havde Sønderjyske planmæssigt skiftet størstedelen af holdet ud, for at fordele spilletiden.
Hvad der længe lignede et perfekt afsæt til weekendens sæsonstart blev dog forpurret til slut. FCK's nordmand, Birger Meling, udlignede for københavnerne tre minutter før tid, mens det unge talent Amin Chiakha scorede til 3-2 i 90. minut. Dermed glippede Thomas Nørgaards Sønderjyske-hold den perfekte optakt.
- Jeg synes, at spillere og stab har leveret et godt stykke arbejde i preseason, som gør mig fortrøstningsfuld i forhold til at tro på, at vi er klar til at spille en kamp af betydning på søndag i Silkeborg.
- Som jeg har fortalt spillerne, må vi aldrig sætte os tilfredse ind i bussen, når vi formøbler en 2-1-føring kort før slutfløjt. Vi spiller mod en god modstander, men jeg synes overordnet, at vi spiller en lige kamp over 90 minutter, siger cheftræner i Sønderjyske, Thomas Nørgaard, i et interview på klubbens Facebook-side.
Superligadækning 2024/2025
TV 2 Sport overtager denne sæson rettighederne til Superligaen sammen med Viaplay.
I den forbindelse har TV 2 Sport indgået et samarbejde med TV SYD, TV Midtvest, TV 2 Nord og TV 2 Kosmopol om at dække klubberne i den pågældende regions sendeområde.
Hos TV SYD gælder det Vejle Boldklub og Sønderjyske Fodbold.
Har du en ide til historie, kan du tippe TV SYDs superligakorrespondent Daniel Just Schram på dasc@tvsyd.dk.
Sønderjyske åbner op for 3F Superliga på søndag kl. 14:00, når de på udebane møder Silkeborg.