Sønderjyde skal være testperson på unik armprotese
Kirsten Tychsen fra Haderslev er en af de udvalgte testpersoner, når en ny, unik armprotese skal være som en menneskelig hånd.
- Den kunstige hånd er særlig ved, at vi indbygger noget, der kan optage den. Vi kan optage, hvad den gør. Og den information sender vi videre. Det gør vi gennem vibrationsmønstre ligesom på mobilen, fortæller Jakob Lund Dideriksen, der er lektor på Aalborg Universitet og står bag projektet.
Helt konkret betyder det, at Kirsten Tychsen, der er født uden sin venstre hånd, kan bevæge og styre hånden og fingrene i den elektroniske protese fra hendes arm. Ligesom hendes højre hånd.
- Jeg synes, det er spændende - og jeg kan godt lide at være med i forsøg. Hvis jeg havde haft den fra starten, så havde det betydet en verden til forskel.
For det er en anden virkelighed, hun kigger ind i i dag. De seneste ti år har hun haft en elektronisk protese, som hun ikke stoler på. I hverdagen kan hun tabe ting ud af hånden, uden hun mærker det - og hun føler sig utryg ved sin protese, som hun er dybt afhængig af:
- Jeg har klippet hæk med en hækkeklipper, og pludselig tabte den grebet - og så tabte jeg hækkeklipperen. Det kunne jo være gået helt galt.
Kirsten Tychsen skulle have haft en prototype i sommer, men udviklingsprocessen er blevet forsinket. Det er endnu uvist, hvornår hun præcis får lov at prøve den opgraderede version.