Socialministeriets svar på redegørelse om Odingård er forsinket
Skal Odinsgård i Vojens i fremtiden drives af andre end kommunen? Det diskuterer Social- og Handicapudvalget i Haderslev Kommune i eftermiddag.
Odinsgård er på dagsordenen i Haderslev Kommunes Social- og Handicapudvalg. Samtidig er der en længere frem og tilbage med det ansvarlig ministerium.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet har fået en redegørelse for miseren om Odinsgård fra Haderslev Kommune. Handicaprepræsentanterne i Handicaprådet har indsendt deres egen redegørelse, der er mere kritisk overfor forholdene, end kommunen er.
Sidst i november sendte ministeriet endnu en forespørgsel, hvor den bad kommunen om at svare på handicaprepræsentanternes klager.
Den fik Socialministeriet onsdag i sidste uge.
Heri beretter kommunen om flere besøg fra Socialtilsyn Syd, der ikke fandt nogle problemer.
Samtidig har Arbejdstilsynet været på besøg, og de har fundet nogle forskellige småting.
Styrelsen for Patientsikkerhed har også været forbi og fundet problemer i kategorien 'Mindre problemer for patientsikkerheden'. Ikke noget i nærheden af de forhold, der blev afdækket af TV2 programmet 'Operation X - Nødråb i natten'.
Handicaprådet er uforstående
I en mail til til TV SYD beskriver repræsentanter fra Handicapområdet deres undren over Haderslev Kommune.
Vi forundres over:
- at kommunen ikke genkender billedet, som beskrives i kommentarerne, da forvaltningsledelsen er gjort opmærksom på dette adskillige gange på møder og gennem andre henvendelser fra en lang række forskellige aktører.
- at man kun taler om processer, som de særligt berørte borgerne ikke direkte mærker nogen effekt af her og nu.
- at der ikke har været sporlig fremgang på anbefalingerne i den såkaldte Muusmann rapport efter de særligt berørte borgere og pårørendes opfattelse, selv nu mere end to og trekvart år efter udgivelsen. Endog er Pårørenderådet nedlagt primo 2023 efter forslag fra forvaltningen.
- at der endnu ingen direkte konkrete og mærkbare pædagogiske indsatser er iværksat for de særligt udsatte borgere.
- at tilsynene (fra Socialtilsyn Syd, red.) kommer igen og igen og alligevel godkender Odinsgård. Den almindelige norm er 1 socialt tilsyn pr år.
Korrespondancen er midlertidigt gået i stå, da sagsbehandleren i Socialministeriet er blevet syg, så der måske først kommer en reaktion i næste uge.