Skat vil ansætte 80 nye medarbejdere i Haderslev
Skat slår 80 nye stillinger op i Haderslev. Der er i dag ansat 90 medarbejdere hos Skat Ejendom i Haderslev.
Skat i Haderslev søger 80 nye medarbejdere. De nye medarbejdere skal være en del af holdet, der skal udvikle de nye ejendomsvurderinger.
Vi befinder os i en enormt spændende proces – dels får vi et nyt it-system, dels bliver vi en selvstændig styrelse. Derfor søger vi folk med brede og forskellige baggrunde.
Mette G. Thomsen. funktionsleder, Skat Ejendom, Haderslev
Derfor søger Skat efter medarbejdere inden for flere forskellige fagområder, som kontorassistenter, finansøkonomer, professionsbachelorer i offentlig administration, finans eller revision, skriver Skat i en pressemeddelelse.
- Vi befinder os i en enormt spændende proces – dels får vi et nyt it-system, dels bliver vi en selvstændig styrelse. Derfor søger vi folk med brede og forskellige baggrunde. Men det vil være en fordel, hvis man har et kendskab til sagsbehandling og måske forvaltningsloven, siger Mette G. Thomsen, der er funktionsleder i Skat Ejendom.
Der er i dag ansat 90 medarbejdere hos Skat Ejendom i Haderslev, og snart skal der være 170 ansatte. At øge antallet af medarbejdere så drastisk fra den ene dag til den anden er en større øvelse, administrativt såvel som praktisk, og det kræver derfor et nøje planlagt introduktionsprogram. siger Mette G. Thomsen.
Ansøgningsfristen til de nye stillinger er den d. 13. november 2017, og stillingsopslagene kan ses på skat.dk/job
De nye ansættelser sker som led i en større ændring af organiseringen i statens skatteforvaltning, som regeringen offentliggjorde tilbage i juni i år.
Fra den 1. juli 2018 tager syv nye styrelser over for Skat. De får hovedsæder rundt om i Danmark.