Økonomien undgår tilbagegang – også for virksomhed i Haderslev
De sidste tre år har været hærget af corona, inflationskrise, energikrise, krig i Europa og de største rentestigninger i fire årtier. Man skulle derfor tro, at økonomien ville stå blødende tilbage.
Den økonomiske situation får mange til at rive sig i håret, men ikke ventilationsfabrikken Lindab A/S i Haderslev.
Året er nemlig startet godt ud for virksomheden, som har mange bestillinger i ordrebogen.
Med 60 år på bagen har Lindab A/S oplevet mange økonomiske kriser i samfundet. Det er også årsagen til, at ventilationsproducenten ikke er nervøs for et år med meget lidt vækst.
EU-Kommissionens prognose for 2023 viser nemlig en forventet stigning i økonomien på 0,1 procent i Europa i år.
- Det ligger og balancerer lige omkring nulpunktet, og vi ser altid helst, at økonomien kan vokse. Men vi kan sige, at vi har været igennem en hård periode, og det betyder, at vi kommer ind i en noget økonomisk afmatning, fortæller Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).
Forstå de økonomiske begreber
Forstå de økonomiske begreber:
Økonomisk afmatning betyder, at der hverken er fremgang eller nedgang i økonomien. Kilde: Dendanskeordbog.dk
Man bruger også ordet stagnering til at beskrive, at der hverken er fremgang eller nedgang i økonomien. Kilde: denstoredanske.dk
Lavkonjunktur betyder mindre vækst end normalt. Man bruger også udtrykket recession, men det betegner nærmere en situation, hvor et lands bruttonationalprodukt har været direkte faldende. Kilde: denstoredanske.dk
Højkonjunktur er en betegnelse man bruger, når der er stigning i vækst og fald i arbejdsløsheden. Kilde: denstoredanske.dk
Trods den gode start på året er det ikke uden svedige håndflader, at Lindab A/S ser mod tredje og fjerde kvartal.
- Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske rent økonomisk, men vi forbereder os på årets sidste kvartaler. Dermed sagt har vi ikke kunnet mærke en decideret økonomisk nedgang, men mere en stagnering, fortæller Heino Wolter Juhl, administrerende direktør i Lindab A/S.
Hvis vi mente, at fremtiden var fuld af sorte skyer, havde vi ikke gjort det
Karsten Rewitz, adm. direktør, Give Elementfabrik A/S
Ingen sorte skyer i Give
Heller ikke hos Give Elementfabrik A/S er der sorte skyer i sigte.
- Vi ser ganske fortrøstningsfuldt på tingene. Vi ligger foran sidste års omsætning, så vi klager ikke, siger Karsten Rewitz, administrerende direktør hos Give Elementfabrik A/S.
Faktisk går det så godt for fabrikken, at de planlægger en helt ny hal, så de kan producere flere og større elementer.
- Hvis vi mente, at fremtiden var fuld af sorte skyer, havde vi ikke gjort det, siger han.
Den lune vinter
Én af årsagerne til, at økonomien ikke er så nedadgående som antaget, skyldes blandt andet, at vinteren har været lun.
Det er særligt gældende for Sønderjylland, hvor der ligger nogle meget energitunge produktionsvirksomheder, men grundet den lune vinter har virksomhederne ikke brugt lige så meget energi som forventet, forklarer Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank.