Nu kommer der alligevel lys i mørket
75-året for befrielsen bliver alligevel markeret med levende lys på Haderslev Kaserne mandag d. 4. maj. Men uden offentlig adgang pga. smittefare.
Det var med stor beklagelse, at arrangørerne bag Haderslev Lysfest allerede i slutningen af marts fortalte, at årets traditionelle markering på befrielsesaftenen den 4. maj ville blive aflyst.
Men nu bliver der alligevel tændt lys i mørket på aftenen, hvor det er præcis 75 år siden, at danskerene sad klinet til radioapparaterne. De lyttede til den dansk-sprogede radioudsendelse fra BBC i London, hvor det blev meddelt, at de tyske tropper i blandt andet Danmark havde overgivet sig.
Herefter blev der spontan jubel i gaderne, mørklægningsgardinerne blev rullet op, og lyset strømmede ud fra vinduerne.
Det er en fast tradition, at man sætter stearinlys i vinduerne den 4. maj om aftenen, og det er netop også stearinlys i vinduerne, der bliver omdrejningspunktet, når Slesvigske Fodregiment og Haderslev Kommune mandag d. 4. maj markerer 75-året for befrielsen. Men det bliver uden den spektakulære lysforestilling på facaden, fakkeltoget osv.
Ingen offentlig adgang - følg med på TV SYD og Facebook
På grund af forsamlingsforbuddet og faren for smittespredning kommer det til foregå på den måde, at der kun vil være adgang for ganske få inviterede gæster, herunder forsvarsminister Trine Bramsen (S), der forud for lystændingen vil lægge Hærens krans ved mindetavlen. Også Haderslevs borgmester H. P. Geil (V) deltager.
TV SYD vil være til stede ved markeringen i vores udsendelse kl. 22.00 mandag aften. Markeringen vil også blive streamet på Facebook via Haderslev Kommune.
Klokken 21.55 vil der blive tændt stearinlys i vinduerne på kasernes facade, og kl. 22.00 vil regimentschefen give ordre til, at flaget hejses og belyses, hvorefter tre medlemmer af Slesvigske Musikkorps vil spille Frihedssangen.
Cirka kl. 23.00 vil Slesvigske Musikkorps spille flaget ned og lysene slukkes.
- Tænd lys derhjemme
Hos både Slesvigske Fodregiment og Haderslev Kommune er der stor tilfredshed med, at det alligevel bliver muligt at gennemføre en markering på befrielsesaftenen, selvom den planlagte lysfest, der i år ville have fået et ekstra nøk pga. jubilæet, måtte aflyses:
- Det var med tungt hjerte, at vi måtte aflyse. Med den historie og placering som kasernen har i Haderslev, så er vi glade for at kunne holde fast i, at kasernen er omdrejningspunktet på aftenen, og vi opfordrer til at man bevarer den stemning, der plejer at være i byen, derhjemme og tænder lys i vinduerne, siger Haderslevs borgmester H. P. Geil (V) til TV SYD.
Samme forhåbninger gør man sig i Forsvaret, hvor man også opfordrer folk til at sætte lys i vinduerne:
- Selvom folk ikke kan være tilstede sammen, så vil vi gerne vise respekt overfor dem, der mistede livet. Og vi vil være med til at dele frihedsbudskabet med hinanden fx på de sociale medier, siger kaptajn Chris Bjerre Klingenberg, der er presseofficer ved Slesvigske Fodregiment på Haderslev Kaserne.
Mindegudstjeneste gennemføres
Dagen efter, tirsdag den 5. maj, bliver der nu også gennemført en mindegudstjeneste i Haderslev Domkirke kl. 10. Også denne gennemføres under overværelse af et stærkt begrænset antal mennesker, og der vil heller ikke ved denne markering være offentlig adgang. Ligesom ved markeringen om aftenen den 4. maj vil der dog være mulighed for begrænset pressedeltagelse, således at offentligheden kan tage del i markeringen på den måde. Det er også planen, at der vil være et live-stream på Facebook fra mindegudstjenesten.