Mormor til kamp mod madspild - vil lære sine børnebørn at bruge alt
Hvert år ryger der 814.000 tons madvarer i skraldespanden. I dag forsøgte en bedstemor fra Fynshav at lære sine børnebørn, hvordan man får brugt sine madrester i stedet for at kassere dem.
Det er en efterårsaktivitet med mening, Karin Nielsen har taget sine to børnebørn med til.
Otteårige Mia Nielsen og femårige Ester Nielsen brugte første dag i efterårsferien sammen med deres bedstemor på Madspildsskolen på UC SYD i Haderslev, hvor de blandt andet lavede pizza af madrester, som ellers skulle kasseres.
Og det smagte godt, fortæller de to piger. Også selvom nogle af varerne var lidt ”klumsede” ifølge Mia Nielsen.
Festmåltid af en enkelt ingrediens
For Karin Nielsen er dagen en hyggedag sammen med børnebørnene – men det er også en dag, hun gerne vil bruge på at give nogle af de ”dyder”, hendes egen bedstemor gav hende selv med i livet.
Hun tror nemlig ikke, at de unge – trods stigende opmærksomhed på ansvarligt forbrug af ressourcer – har styr på, hvordan man kan få et festmåltid ud af ingenting:
- Jeg tror faktisk ikke, de er ret gode til det, og jeg vil gerne give dem lidt redskaber til det. Jeg har lært rigtig meget af min egen bedstemor. Hun kunne bruge det hele. Så det skal de også have lov til i stedet for bare at smide væk, siger Karin Nielsen.
Hun fortæller, at intet gik til spilde, når hendes bedstemor lavede mad.
- Hun kunne få et festmåltid ud af en enkelt ingrediens, fortæller Karin Nielsen.
Vil aflaste skraldespande
Karin Nielsen har ladet sig lokke af en mail fra konceptet Too Good To Go og Arla Fonden, som er gået sammen med Føtex om at ”aflaste skraldespandene i Haderslev og omegn”.
Ifølge Too Good To Go spildes en tredjedel af al mad.
Af de 814.000 tons mad, der årligt ryger i skraldespande og containere i Danmark, kommer cirka en tredjedel - 247.000 tons - fra almindelige husholdninger, som ikke får brugt det, der er i køleskabet.
Det viser Miljøstyrelsens kortlægning af madspild i Danmark.
Forvandlingskunst
Det er præcist dén type madspild, Madspildsskolen har sat sig for at bekæmpe.
- Vi har undervist i, hvordan man kan forvandle overskudsvarer til små retter, og hvordan familien kan få nogle redskaber til, hvordan man kan smage sin mad til, og hvordan man kan udskære og tilberede sine grøntsager, siger Alberte Troen, som er madguide hos Arla Fonden og underviser ved Madspildskolen.
Hun fortæller, at det handler om at bruge sanserne, når man forvandler resterne til et måltid.
- Man dufter til og kigger på maden, og den vej igennem finder man ud af, hvad man kan bruge den til.
- Det er efterårsferie, og der er god tid til, familierne kan være kreative sammen, og det, tror jeg, hjælper til, at man kan få brugt sine rester, siger Alberte Troen.
Ni ud af 10 vil gerne
Ifølge Sanne Vinther, som er direktør i Arla Fonden, vil ni ud af ti danskere gerne blive bedre til at undgå madspild, men de savner inspiration og idéer til, hvordan de skal gribe det an.
- Madspildsskolen viste sig sidste år at være en både hyggelig, lærerig og meget populær efterårsaktivitet, som gav familierne nye brugbare erfaringer og konkrete tips og tricks til at undgå madspild.
- Derfor har vi i år med hjælp fra Føtex udvidet aktiviteten til flere større byer i Danmark, så endnu flere familier får mulighed for at være med, siger hun.