Lave priser får købere til at blæse på larmen fra F35-kampfly
Der er nærmest ”almindelig handel” med de ejendomme, der ligger tættest på støjen fra Skrydstrup Flyvestation.
Det skriver DR, som har talt med EDC og Danbolig.
Ejerne af 121 ejendomme i såkaldt ”rød zone” kan frem til 2030 sælge deres ejendom til staten. Det har 56 ind til videre valgt at gøre, og ifølge statens ejendomsselskab, Freja, er 29 huse solgt til nye ejere de seneste tre år.
EDC Grosbøl i Vojens er en af de mæglere, der oplever, at boligerne i rød zone sælger næsten lige så godt som ejendomme udenfor.
Med til historien hører, at husene er billige.
- Prisen ophæver det at bo i rød zone for dem, der kan finde sig i det. De er udmærket klar over, at det havde været væsentligt dyrere, hvis det ikke var en rød zone-ejendom, siger Bent Dall, Danbolig, til DR.