Lægerne sagde, at forældre nok ikke fik fireårig tilbage
Angsten lyste ud af ham - han var færdig med at gennemgå flere behandlinger. Han nægtede at komme i endnu en narkose og få flere indsprøjtninger.
Seksårige Malik Busk ville ikke samarbejde mere. Angsten for endnu en behandling havde taget over.
Det var tredje gang, han skulle have botox i benet som et led i genoptræningen efter hans blodprop halvandet år forinden. En blodprop, der lammede hans venstre arm og ben - og var lige ved at tage livet fra ham.
Men denne gang nægtede han indsprøjtningerne - også selvom alternativet var, at hans krop svigtede. Og forældrene ville ikke tvinge deres søn i fuld narkose på hospitalet i Kolding. Konsekvensen ville være, at seksårige Malik Busks genoptræning ville gå i stå - og så ville hans krop ikke blive normal igen.
Forældrene vidste, hvor psykisk ondt behandlingen gjorde på ham. Derfor endte de også med at køre hjem til Bolderslev igen den dag i februar.
Men et opkald skulle senere vende situationen.
- I får ham nok ikke tilbage igen
Den 15. august, 2022, er en dato, der sidder godt fast i hukommelsen hos Torben Busk, hans kone Anne-Dorthe Busk og deres tre sønner.
Imens Anne-Dorthe Busk vækkede den ældste og den yngste, som rævesov lidt, fandt Torben Busk dengang fireårige Malik grædende på trappen. Han krampede og havde tisset i bukserne, som han ellers ikke plejede. Derfor gik de mod badeværelset, men noget var galt.
- Venstre side af kroppen fungerede slet ikke på Malik. Han klappede sammen, responderede ikke, og hans arm hang. Min kone er sygeplejerske, og vi blev enige om at ringe efter ambulancen.
Da ambulancen ankom, beroligede redderne forældrene med, at det højst sandsynligt var feberkramper, der havde ramt deres søn. Men på Aabenraa Sygehus sparkede og slog Malik Busk i vildskab med højre side af kroppen, som han stadig kunne bruge.
- Jeg kunne slet ikke kende min søn, og jeg spørger helt uvidende lægerne, om det kan være en blodprop. Det står også i journalen, at jeg spørger, siger Torben Busk.
Men lægerne afslår, og beskeden lyder på, at blodpropper hos børn er uhyre sjældne.
På Aabenraa Sygehus valgte de, på anbefaling fra Aarhus Universitetshospital, at scanne Maliks hoved. Egentlig skulle scanningen tage 15 minutter - men det blev til 35.
- Anne-Dorthe var urolig. Og da han kommer ud på en båre, skriger hun, som jeg aldrig har hørt før.
Billederne viste en blodprop i den del af hjernen, hvor vejrtrækningen sidder. Derfor blev Malik fløjet direkte til Odense Universitetshospital.
- Vi fik at vide, at vi skulle pakke hans ting - og at vi nok ikke vil få ham tilbage igen. Der ligger jeg bare på gulvet, helt færdig i gråd, husker Torben Busk.
En ny tilværelse
Fireårige Malik Busk lå i respirator på intensivafdelingen på Odense Universitetshospital. Han skulle have kunstig hjælp til at trække vejret.
- At se sin dreng livløs i maskine, det kommer jeg mig aldrig over. Alt andet bliver ligegyldigt, fortæller faren.
Den mindste søn på to år kunne godt være på stuen - men den ældste på seks valgte at lege på gangen. Det andet var for hårdt.
Blodproppen i hjernen var en realitet - men den skulle ikke opereres væk. Der var fuld hjerneaktivitet hos Malik, selvom han trak vejret kunstig. Derfor vurderede lægerne på Odense Universitetshospital at tage ham ud af respiratoren, for at se om han kunne trække vejret.
Hvis ikke han kunne, ville han ligge i respirator indtil han gik bort. Men han kunne heldigvis trække vejret på egen hånd.
Derefter lå han til observation et par dage, inden han blev flyttet over på hospitalets børneafdeling.
- En af de ting, der har bragt ham så langt, er hans stædighed. Det siger de blandt lægerne på hospitalerne.
I efteråret 2022 blev Malik flyttet til et genoptræningscenter Hammel, hvor hans hjerne skulle genopbygge forbindelsen til hans venstre arm og ben.
En hilsen af betydning
Genoptræningen gav positive resultater, og Malik kom hjem igen efter måneder i Hammel. Meldingen var ellers, at han nok ikke kom videre fra Odense Universitetshospital, da blodproppen var en realitet. Det modbeviste den nu seksårige dreng.
Venstre arm og ben var stadig ikke som før blodproppen, hvor han i dag går med en skinne omkring foden. Derfor går han til behandlinger på sygehuset i Kolding. Det betyder botox-indsprøjtninger i låret, så musklerne kan slappe af, og senerne kan strække sig tilbage til normalen.
Men behandlingerne var hårde og drænende. Malik Busk ville ikke i narkose og modsatte sig ved tredje besøg. Og det var her, forældrene Torben og Anne-Dorthe ikke vidste, hvad de skulle gøre.
Familien på fem fra Bolderslev har alle sæsonkort til Sydbank Park, hvor Sønderjyske Fodbold har hjemmebane. For Malik betyder klubben alverden.
I ren desperation kontaktede Torben Busk derfor fodboldklubben. Noget skulle styrke og hjælpe Malik med at komme igennem den livsvigtige behandling.
Hjælpen blev helt simpel.
De tre Sønderjyske-spillere Marc Dal Hende, Nicolai Flø og Olti Hyseni - krydret med cheftræner Thomas Nørgaard - talte i en videohilsen direkte til Malik og fortalte, hvordan behandlingen nok skulle gå godt - og så lovede de en lille overraskelse, når han var færdig.
- Som familiefar græd jeg selv i den anden ende, da Maliks far ringede - og selvfølgelig hjælper vi en syg dreng, det rammer jo os alle. Og kan vi gøre bare en lille bitte forskel, for det er jo ikke meget arbejde det kræver, så ville spillere og trænere gerne det, fortæller Jacob Ravn, der er kommunikationschef i Sønderjyske Fodbold.
Videoen gjorde den unge fyr mundlam - men gav også blod på tanden og motivation til at kæmpe sig igennem de hårde behandlinger på sygehuset i Kolding.
- Jeg blev meget, meget rørt, fordi det er en ting, der er unik. Og Malik blev mega stolt.
Malik Busk kom d. 10 april igennem den tredje botox-behandling. Og belønningen fra Sønderjyske var, at han løb med anfører Rasmus Vinderslev på banen til kamp, efterfølgende fik han målmand Nicolai Fløs handsker - og så fik han lov at overrække jubilæumsgaven for 150 kampe til Marc Dal Hende.
Vil sende særlig tak
- Hvordan kan vi overhovedet give noget igen? Vi kan godt donere penge til fanklubben, men det var vigtigt for mig, at det ikke var noget omkring penge, siger Torben Busk.
Derfor måtte familien tænke kreativt.
Maliks mor, Anne-Dorthe, har et keramikværksted, hvor hun sælger keramik. Og det er blevet en fælles interesse i familien at arbejde kreativt i værkstedet.
- Jeg ringede til Sønderjyske og spurgte, om vi kunne lave en lerskulptur af maskotten - eller om de ville have en 4x4 meter klinkevæg med deres logo, siger Torben Busk.
Sidstnævnte idé var de i fodboldklubben vilde med - også selvom sådan et arbejde tager flere måneder. Men klinkevæggen skal hænge på stadion, når den er færdig.
Malik Busks prognoser for overlevelse var dystre - men den seksårige sønderjyde gav aldrig op. Især med simpel hjælp fra de lokale fodboldhelte, der i dag betyder mere end alt andet for den lille Sønderjyske-fan.
- Hver kamp vil han stå nede på stemningstribunen blandt alle de syngende fans. Og når mor og far går, så kigger de på os og siger ''vi har ham''.