Kommune politianmelder privat hjemmeplejefirma
Firmaet Sundplejen er blevet politianmeldt, da Haderslev Kommune mener, at de har opkrævet betaling for hjælp, som firmaet aldrig har leveret. Sundplejen afviser anklagerne.
Haderslev Kommune vil politianmelde det private hjemmeplejefirma Sundplejen.
Det oplyser kommunen onsdag i en pressemeddelelse.
Det sker, efter kommunen undersøgte firmaet, fordi der kom flere henvendelser fra borgere om, at de ikke fik den ønskede hjælp.
- Det her er en alvorlig sag. Vi har været meget grundige med af afdække omfanget, og derfor mener vi også, at vi har tilstrækkeligt bevis til at gå videre med sagen, siger Rolf Dalsgaard Johansen, der er direktør for Voksen og Sundhed i Haderslev Kommune.
Jeg kender ikke til det, og jeg er dybt uenig i det.
Tina Demiraj, direktør for Sundplejen
Uenig i anklagerne
Haderslev Kommune skriver i en pressemeddelelse, at undersøgelsen afdækkede, at hjemmeplejens besøg enten var afkortet, eller at besøget aldrig fandt sted.
På den baggrund har Haderslev Kommune valgt at ophæve kontrakten og indgive en politianmeldelse, da kommunen mener, at Sundplejen har opkrævet betaling for hjælp, som firmaet aldrig har leveret og ikke har givet den nødvendige hjælp.
Men det billede kan direktør for Sundplejen, Tina Demiraj, ikke genkende.
- Først og fremmest kan jeg sige, at jeg ved lige så lidt, som du gør. For vi er på ingen måder blevet gjort opmærksomme på noget. At der skulle være borgere, der ikke er passet og plejet.. Jeg kender ikke til det, og jeg er dybt uenig i det, siger hun til TV SYD.
Hun fortæller, at der dog har været uenighed om betalingen.
- Haderslev Kommune og Sundplejen har en sag, hvor vi vil stævne Haderslev Kommune, fordi vi er uenige om den måde, tingene bliver afregnet på, siger Tina Demiraj.
Men de tilfælde, hvor borgerne ikke har fået den rigtige pleje, er direktøren for Sundplejen ikke bekendt med.
- Hvis der havde været en sag, ville jeg da gå ud fra, at Haderslev Kommune havde forsøgt at få fat i os. Nu går vores jurist ind og beder om aktindsigt for at blive klogere på de tilfælde, hvor borgere skulle have henvendt sig til kommunen, siger hun.
Nyt valg af hjemmepleje
Kommunen er i gang med at kontakte de 73 berørte borgere i Haderslev Kommune. Her vil den kommunale hjemmepleje i første omgang overtage Sundplejens opgaver. I de kommende dage vil de berørte borgere efterfølgende få mulighed for at vælge en ny leverandør.
Haderslev Kommune ønsker ikke på nuværende tidspunkt gå nærmere ind i sagens detaljer, fordi sagen er overdrages til politiet.