Høje seertal: Syd- og sønderjyderne var vilde med lysfesten
Tirsdag sendte TV SYD live fra Haderslev Lysfest. Har du endnu ikke set det flotte show, får du chancen her.
Lidt over 40 procent af de syd- og sønderjyder, der så fjernsyn tirsdag aften, fulgte med, da vi her på TV SYD sendte direkte fra lysfesten i Haderslev.
Da vi begyndte udsendelsen på TV SYD Plus klokken 21.45, var der allerede 10.000 seere klar. Senere kom flere til, og da kronprins Frederik holdt sin tale, fulgte 44.000 seere med.
Det er det næsthøjeste seertal i flere år, påpeger direktør på TV SYD siden 2013, Betina Bendix.
- Det højeste antal seere, vi har haft i min tid, er 48.000 til et flyshow i Skrydstrup for nogle år siden. Så det er rigtig høje tal, det der, siger hun.
Der var da også tale om et helt særligt øjeblik, da kronprinsen holdt sin tale, fordi det blot er anden gang siden 1950, at der var en kongelig på talerstolen ved lysfesten i Haderslev.
Begivenheden foregik uden offentlig adgang på grund af coronarestriktioner. Til gengæld tiltrak den en hel del seere, som kunne følge den flotte begivenhed.
Faktisk fulgte op mod 80.000 seere med, hvis man ligger tallene sammen fra TV2 og TV SYD Plus.
Se den her
Lysfesten i Haderslev er en traditionsrig begivenhed, hvor de faldne under anden verdenskrig hædres på kasernen i Haderslev. Sidste år foregik festen også uden offentlig adgang, men førhen har tusindvis besøgt lysfesten.
Fik du ikke set lysfesten i Haderslev, kan du se den her.