- Jeg har klippet hæk med en hækkeklipper, og pludselig tabte den grebet - og så tabte jeg hækkeklipperen. Det kunne jo være gået helt galt. Heldigvis var der en idiotknap.

Det er selv blandt dagligdagens små gerninger, Kirsten Tychsen fyldes med mistillid. 

- I mange situationer kan jeg ikke mærke, hvis den mister grebet om et glas eller en kop - eller en trillebør og så vælter den. Det er drønirriterende.

Hun er født uden venstre ben og venstre hånd. De er begge erstattet med proteser - men to forskellige. For alt imens venstre ben er 'dødt', så er der liv i venstre hånd. I hvert fald gennem en myo-elektrisk protese. En teknologi der gør, at sensorer i protesen kan opfange spændinger fra musklen i armen, som aktiverer den elektroniske hånd.

Men selvom den avancerede protese delvist har øget hendes livskvalitet, så stoler Kirsten Tychsen ikke på dens hjælp. 

En fornyet livskvalitet

Men nu kan der være ændringer på vej. 

På Aalborg Universitet er de i fuld gang med at udvikle en nyere og bedre version af den myo-elektriske protese. En version, der skal få amputerede mennesker til at føle, at de har to naturlige hænder med følelser, som de kan stole på:

- Den (elektriske protese red.) er særlig ved, at vi indbygger noget, der kan optage den. Vi kan optage, hvad den gør. Og den information sender vi videre. Det gør vi gennem vibrationsmønstre ligesom på mobilen, fortæller Jakob Lund Dideriksen, der er lektor på universitetet og fortsætter:

- Et helt simpelt set-up er, at den klemmer om et objekt. Og så har vi sensorer i protesen, der måler noget og giver den information videre til Kirsten, så det virker for hende. 

Forskellen mellem den nuværende og kommende elektroniske protese er, at den nye skaber en kunstig følelse helt ud i fingrene - og ikke blot i protesen som helhed. 

Og som en del af udviklingsprocessen skal netop Kirsten Tychsen være testperson. Derfor skal hun, når Aalborg Universitet er klar til at teste den nye protese, afprøve den i hverdagssituationer i hjemmet i Starup ved Haderslev.

- Jeg synes, det er spændende - og jeg kan godt lide at være med i forsøg. Det, at jeg kan være med til at hjælpe andre, er mit fokus. Hvis ikke det gav mening og havde potentiale, så ville jeg ikke køre til Aalborg så mange gange. Jeg kan se potentialet, og det er genialt.

På Aalborg Universitet har de arbejdet på projektet i omkring ti år. Og i sommer skulle Kirsten Tychsen egentlig have testet en prototype, men det kunne alligevel ikke lade sig gøre. Trods forsinkelsen vil den nyere version, ifølge Kirsten Tychsen, skabe en væsentlig forandring for alle mennesker med proteser.

- Hvis jeg havde haft den fra starten, så havde det betydet en verden til forskel. Hvis børn får den nye protese fra start, som de kan stole på, så ville de forbedre deres livskvalitet helt enormt.

Voldsomme konsekvenser

- Jeg vil kunne stole på den. Det betyder, at jeg vil kunne bruge den, som jeg bruger den anden arm. Jeg kan belaste min krop mere naturligt og lige.

I dag er Kirsten Tychsen skævbelastet, som hun selv udtrykker det. For med sin nuværende protese - som hun ikke stoler på - kompenserer hendes kræfter ikke ligeligt i kroppen.  

- Lige nu har jeg en voldsom overbelastning, så jeg er hævet i skulder og arm. Der er tryk på nerverne ned til min arm, som er lidt følelsesløs, og jeg har nedsatte kræfter. Det er en konsekvens af min overbelastning.

Ifølge hende er muskulaturen i højre side dobbelt så stor som i den venstre - den side, hvor håndprotesen sidder for enden af armen. 

Den kommende protese vil ændre Kirsten Tychsens dagligdag markant. For med en ny og forbedret teknologi på venstre hånd, vil hun naturligt kunne belaste hele kroppen - og ikke kun højre side.

Men almindelige 'døde' proteser er dyre. Og myo-elektroniske proteser er endnu dyrere. Hvis Kirsten Tychsen skal have den nyeste model - når den er færdigudviklet - vil det kræve, at kommunen bevilliger hende en.

- Selvom det handler om økonomi, så synes jeg, at man glemmer, at nogle får nye knæ og hofter - men hvad er konsekvensen af vores ting? Det er måske dyrere for samfundet i længden. Så vil vi måske også kunne få en helt normal hverdag.

Før det dog bliver en realitet, kræver det, at projektet på Aalborg Universitet får økonomisk støtte:

- Det er en helt generel præmis inden for forskning, at vi søger fonde. Det er det primære arbejde. Med fondsmidler kan vi ansætte folk, der kan lave studier og teste det af. Det vil sige, at vores arbejde forudsætter, at vi har midler, siger Jakob Lund Dideriksen.