Før var de gemt væk, nu kommer de frem - Else er med i succesfyldt projekt på genbrugspladsen
Et nyt tilbud i Haderslev er en stor succes hos en helt særlig gruppe borgere.
Else Fuglsig håndterer saksen med stor rutine. Hun er vant til at klippe små firkanter ud af gamle cowboybukser, der er blevet kasseret.
- Jeg synes, det er fantastisk. Det er fantastisk, at der kommer nye ting ind. Det kan vi godt lide, siger hun.
Else Fuglsig en del af den faste stab, der arbejder på det beskyttede værksted Genskab.
Det er placeret på genbrugspladsen i Haderslev, og formålet er at give nyt liv til ting og sager, som andre har smidt ud.
- Vi laver stolebetræk, som vi selv syr sammen, og jeg er sikker på, at der nok skal være nogen, der kommer og køber det, fortæller hun.
Mange kommer forbi butikken
Men det er ikke kun glæden ved at reparerer og genbruge, der får Else Fuglsig til at glæde sig til at gå på arbejde hver dag.
For med det nye job på Genskab kommer hun også i kontakt med mange af de borgerne, der kommer på genbrugspladsen for at smide brugte ting i containerne.
De kikker nemlig indenfor i den tilknyttede butik, og det betyder meget for hende.
- De skal jo alligevel forbi, når de skal af med skrald. Så kan de sige goddag til os, og så kommer vi jo i snak med dem, forklarer Else Fuglsig.
Ideen med at oprette et beskyttet værksted på en genbrugsplads er netop at få nogle af de borgere, der hører under kommunens handicap og socialpsykiatri, mere frem i lyset, og det har vist sig at være en succes.
- De behøver ikke at gemmes væk. De skal vises frem, og er gode til nogle ting. De er meget glade og stolte, af det de laver, siger Majbritt Risbjerg, der er tilknyttet som pædagog på Genskab.
Cykler er et hit
Et af de helt store genbrugshit på det beskyttede værksted er kasserede cykler.
Dem har de på få måneder solgt omkring 50 af, og det er Ole Bork, der har været med til at få hjulene til at rulle igen på de fleste.
- Det er en stor udfordring, men man glæder sig til det hver gang, siger han.
Ole Bork brugte tidligere meget tid på at spille computer. Men nu har han fået smag for værktøj, og for den følelse af stolthed som han får, når en af de reparerede cykler bliver solgt.
- Det er bare fedt, så kan man glæde sig over alt det arbejde, som man har lavet, siger Ole Bork.
De må skiftes til at være med
Det nye tilbud for borgere under handicap og socialpsykiatrien er de seneste måneder blevet mere og mere populært.
Det betyder også, at der er rift om pladerne på værkstedet.
Derfor står Ole Bork gerne tidligt op for at komme med på holdet.
- Jeg går gerne hjemmefra allerede ved halv otte tiden. Så får jeg også lidt motion, inden jeg kommer frem, og så er jeg fuld af energi, forklarer Ole Bork.
Pengene skal bruges på noget godt
Pengene, som kommer ind ved salget af brugte cykler, stolebetræk og andre ting og sager, kommer ned i en stor pulje.
Det er planen, at de skal bruges til en tur eller en sommerfest for medarbejderne på Genskab.