Erstatningen kom aldrig - nu ryger opsparingen og pensionen er udsat
Trods stor politisk bevågenhed står 60 sommerhusejere i Diernæs fortsat uden erstatning efter den historiske stormflod i oktober sidste år.
Det nystøbte betongulv er netop blevet tørt.
Nu er arbejdet med at montere gipsplader i alle rum gået i gang, og der venter stadig rigtig mange timers arbejde for Kurt Dittmann her i sommerhuset i Diernæs Strandby.
- Vi har jo ikke noget valg, hvis det ikke bare skal stå og forfalde fuldstændig, siger Kurt Dittmann.
Den pensionerede Falckredder har valgt at klare det meste af arbejdet selv med hjælp fra familie og venner.
Og der er kun én til at betale. Og det er Kurt Dittmann.
- Jeg har regnet på det, og i håndværkertimer vil det løbe op i mellem 600.000 og 800.000 kroner at få det renoveret.
- Derfor må vi nu bruge vores opsparing, og konen har valgt at udsætte sin pension, forklarer Kurt Dittmann.
Føler sig dårlig behandlet
Kurt Dittmann er en af de 60 sommerhusejere i området, der blev hårdt ramt, da en kraftig storm 20. oktober sidste år ramte den sydøstlige del af Jylland.
Men fordi Naturskaderådet har afgjort, at sommerhusene er placeret foran et dige, kan de ikke få erstatning for skaderne.
- Det afslag er ikke retfærdigt, og vi forstår det ikke, siger Kurt Dittmann.
Politikere strømmede til Diernæs
Sommerhusejernes situation skabte i månederne efter stormen stor opmærksomhed. Adskillige folketingspolitikere og en enkelt minister har besøgt Diernæs og vist interesse for deres sag.
Men her et år efter at vandet ødelagde sommerhusene er intet ændret.
- Jeg har personligt været to gange på Christiansborg, og selvom flere politikere sagde, at de nok skulle hjælpe os, er der intet sket, fortæller Verner Christiansen, der er formand for Diernæs Strandby Grundejerforening.
Flere af sommerhusejerne har derfor været nødsaget til at sælge. Men da huset er ødelagt af vandet, har de kun fået grundprisen, og får derfor et stort økonomisk tab.
Klar til en retssag
Sommerhusejerne har dog fortsat ikke tænkt sig at give op. De har hyret et advokatfirma og er klar til at gå i retten med deres sag.
- Vi har stadig forventninger til, at vi kan ruske op i noget, og at lovgivningen er blevet behandlet fuldstændig forkert. Men det er kun politikerne, der kan hjælpe os nu, siger Verner Christiansen.
Samtidig har sommerhusejerne også stiftet deres eget digelag, fordi de gerne vil have bygget et dige foran alle sommerhuse.
- Vi er godt i gang og forventer, at have en plan klar indenfor nogle uger, som vi vil præsentere for Haderslev Kommune, fortæller Verner Christiansen.
Han har stadig et håb
Kurt Dittmann forventer, at der kommer til at gå nogle måneder, før han igen har et sommerhus, der kan benyttes.
Han har stadig et håb om, at afslaget på erstatning bliver ændret.
Men han er samtidig bekymret for, at der pludselig kommer en ny kraftig efterårsstorm, der ender med at oversvømme sommerhuset en gang til.
- Det ligger i baghovedet.
- Nu bruger jeg min opsparing, derfor ønsker jeg jo ikke, at det sker igen, siger Kurt Dittmann.