Endnu en sønderjysk kommune får elbusser
På fredag indvier Haderslev Kommune de første elbusser i kommunen. Samtidig indvier Region Syddanmark de første elbusser, der kommer til at køre på regionale ruter. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Haderslev Kommune.
- Det er en stor gevinst for klimaet og os alle. Vi reducerer CO2-udledningen betydeligt, forbedrer luftkvaliteten og dermed vores sundhed og sparer penge drift og vedligehold, udtaler Carsten Leth Schmidt, der er formand for Teknik- og Klimaudvalget og repræsenterer Slesvigsk Parti.
Han peger på, at mere end 80 procent af buskørslen i kommunen bliver elektrisk.
Søndag den 30. juni ruller de første elbusser ud fra Haderslev Busstation. I Haderslev kommer der 12 elbusser fordelt på både bybusser og ruter mellem byerne.
Blandt andre Aabenraa Kommune, Esbjerg og Vejle har allerede indsat elbusser.