En helt særlig dansk kirkegård i udlandet
På lørdag bliver endnu en sønderjysk soldat begravet på den danske kirkegård i Braine i Frankrig. Han bliver nummer 80 og måske ikke den sidste, der finder sit endelige hvilested i fransk jord.
Den lille franske by Braine er klædt i dannebrog i disse dage. På lørdag skal Erik Pedersen Skøtt begraves - igen.
Han var sønderjyde og faldt i tysk uniform ved Verdunslaget i 1916.
Erik Pedersen Skøtts jordiske rester blev fundet for to år siden på stedet, hvor han faldt for mere end hundrede år siden.
At det var ham, kunne historikerne se på det hundetegn, han havde om halsen.
- Det var man nødt til (at udstyre soldaterne med hundetegn. red.), fordi der faldt så mange, og man var nødt til at holde styr på hvem, der var faldet, fortæller René Rasmussen, museumsinspektør på Museum Sønderborg Slot.
Hundetegn blev brugt både under den amerikanske borgerkrig 1861-1865 og i den fransk-tyske krig 1870-1871, hvor især den første var meget blodig med mange dræbte.
På dansk har vi overtaget det engelske ord 'dog tag', hundetegn, men på tysk bruger man det mere prosaiske 'Erkennungsmarke', genkendelsestegn.
Erik Pedersen Skøtt havde den moderne type, der blev indført i 1915, der kan deles i to med samme tekst på begge halvdele, så en dræbt soldats kammerater kan brække den ene halvdel af og tage med, som man kender det fra utallige krigsfilm.
Mange genbegravelser
Når den unge sønderjyde skal begraves igen, er det langtfra første gang, selvom det lyder malabarisk at grave døde mennesker op og flytte dem.
Men millioner af døde franskmænd blev flyttet i årene efter krigen, væk fra slagmarken og hjem til de landsbyer eller byer, de kom fra.
Og Erik bliver ikke alene. Han kommer til at ligge sammen med 79 andre soldaterkammerater fra Sønderjylland på den danske soldaterkirkegård i Braine.
Den blev indviet den 15. juni 1924, genindviet efter en omfattende restaurering den 15. juni 2013 og den 15. juni i år kommer Erik Pedersen Skøtt til at ligge der.
Franske hjemmesider bemærker, at kirkegården er meget dansk.
Den er nærmest som en park eller rekreativt område, og gravstenene nævner kun navnet på de afdøde og hans fødsels- og dødsdag.
Ikke noget med rang, eller hvilken militær enhed han kæmpede for, som det ellers er kutyme på utallige soldatergrave langs fronten i Den store Krig.
Soldaterkirkegården har også givet et særligt varmt forhold mellem Braine og Haderslev/Sønderjylland/Danmark.
Haderslev er venskabsby med Braine, og kontakten er tæt. Og så er det måske ikke sidste gang, at der skal være fest med dannebrog og trikolore.
- Der bliver stadig fundet døde soldater hvert år fra dengang, og måske er der en fra Sønderjylland, fortæller René Rasmussen, museumsinspektør.