De plejede at tage til Kroatien, men nu har de købt en campingvogn
Der er fyldt op på de danske campingpladser, og på Sandersvig Camping & Tropeland i Haderslev er campinglivet for to personer blevet mere fast.
Normalvis tager Carsten og Betina Arben turen til Kroatien, når den danske sommer melder sig.
Men nu er Kroatien skiftet ud med en campingvogn.
- Campinglivet kan noget. Om det er store, små eller ældre mennesker, så har vi det rigtig hyggeligt sammen, fortæller Betina Arben.
Grunden, til at de kroatiske kuna er skiftet ud med danske kroner, er corona.
- Vi valgte at købe en campingvogn og tage på camping, hvor man kunne passe på sig selv, og man ikke skulle være gå og være bange for at blive smittet med corona, fortæller Betina Arben.
Sammen med sin mand, Carsten Lund Arben, har hun siden 2020 været fastliggercampist på Sandersvig Camping & Tropeland.
- Vi nyder til det UG, fortæller hun.
Hvad kan campinglivet?
Når man har en travl hverdag, så er campinglivet godt at slappe af ved.
- Jeg arbejder i København fra mandag til torsdag, så når man kommer hjem, så synes jeg det fedt, at man kan tage i campingvogn og bare slappe 100 procent af, fortæller Carsten Lund Arben.
For ham handler campinglivet også om, hvad man selv gør det til.
- Vi kan godt lide, at det ser pænt ud, og at tingene bare spiller, når man kommer. Så skal man ikke irritere sig over noget. Vi har fået en perfekt lomme. Alle kan snakke med hinanden, og alle har næsten den samme intention om, at man bare skal hygge sig, fortæller han.
Stigning på grund af corona
Den 1. juli 2022 var antallet af overnatninger 50.000 højere end samme dag året før, som også var et rekordår for de danske campingpladser, oplyser Dansk Camping Union.
Interessen for campinglivet er også noget, som de har oplevet på Sandersvig Camping & Tropeland.
- Der kom rigtig mange nye campister til under corona. De var meget i tvivl, om det var noget for dem, fordi det var tydeligt, at det var noget, de var ikke helt var vant til, men langt størstedelen er blevet, og faktisk flere end jeg havde regnet med, fortæller Marie Holst, der er medejer af campingpladsen.