Britt spiller ukulele for ældre
Fire ansatte i Haderslev Kommune er en del af et projekt, hvor de har ladet sig uddanne i at spille ukulele. Det gør de i et samarbejde med Haderslev Musikskole.
"Vi skal gå hånd i hånd gennem livet du og jeg..."
Flere af de ældre på plejehjemmet Bregnbjerglunden har fået gang i sangstemmerne, efter at fire af social- og sundhedsassistenterne har lært at spille på ukulele.
- Det giver smil og glæde ved beboerne. Så jeg synes, at vi kan mærke en forskel på dem, efter vi har startet det her, siger Britt Bendix Carstensen, der er en af de ansatte, der har lært at spille på instrumentet.
Vækker minder
Når ukulelen findes frem, er 80-årige Gerhard Nielsen en af dem, der forsøger at synge med på sange som 'Jens Vejmand'.
- Det er rigtig dejligt. Mange af de gamle sange kan jeg jo, for dem har jeg lært som barn, fortæller han.
Det kan mindske depression, det kan fremme indlæring, vække minder og så er det helt klart det sociale, som er vigtigt
Hanne Mette Ochsner Ridder, professor, Center for dokumentation og forskning i musikterapi
Det oplever Britt Bendix Carstensen også, der nyder at kunne påvirke de ældres liv i en positiv retning.
- Der kommer tit samtaler om deres liv, og de kan huske sangene. Det kan også gøre, at de nogle gange lige kan lidt mere, siger hun.
Forskning peger også på, at der kan være flere gevinster ved at lytte og deltage i musikken.
- Der er masser af forskning, der viser, at det påvirker os i en positiv retning. Det kan mindske depression, det kan fremme indlæring, vække minder og så er det helt klart det sociale, som er vigtigt, siger Hanne Mette Ochsner Ridder, der er professor ved Center for Dokumentation og Forskning i Musikterapi.
Hun er dog lidt kritisk over ukulelen.
- Det er et lille instrument med høje toner, der stimulerer, men også kan overstimulere. Så man skal passe på, at det ikke bliver til støj, siger hun.
Alle kan lære det
De fire social- og sundhedsassistenter har været på kursus ved Haderslev Musikskole, hvor de er blevet undervist foreløbigt ti gange i at spille.
Her er de blevet undervist af lederen på skolen, der kom med forslaget om et projekt.
- Det er få akkorder, man skal lære, og de var allerede i gang efter få gange. Ukulelen er et ret let instrument at spille på, siger musikskoleleder Jesper Ry.
Også Britt Bendix Carstensen har været overrasket over, hvor nemt det har været at lære at spille. Hun vil anbefale andre at gøre det, fordi hun mener, at det giver så meget til borgerne.
- Det har simpelthen været så sjovt. Vi har lært noget nyt til hver undervisningsgang, og så er man helt høj over det, fortæller hun.
Bregnbjerglunden i Vojens er indtil videre det første plejecenter i Haderslev Kommune, der har uddannet personale i at spille ukulele, men de håber, at flere vil følge trop.