Alternativ Odinsgård-løsning samler politisk flertal i byråd
Et flertal i Haderslev Kommunes byråd svarer i en rundringning, som TV SYD har foretaget, at de er klar til at droppe den igangværende udbudsproces af botilbuddet Odinsgård til fordel for et alternativt løsningsforslag, som to byrådsmedlemmer har udarbejdet.
- Lad os få det belyst så hurtigt som muligt, så vi kan få fundet den rigtige løsning for beboere og pårørende, men ikke mindst også de ansatte, siger løsgænger i Haderslev Kommunes byråd Thomas Vedsted, der sammen med Radikale Venstres Børge Koch har udarbejdet det alternative løsningsforslag.
Børge Koch og Thomas Vedsteds forslag bygger på tankerne om at oprette en fond, som Haderslev Kommune sammen med en række investorer skal drive.
Det er så fonden og dennes bestyrelse, der får ansvaret for at drive botilbuddet Odinsgård på bedst mulig vis.
På den måde kan Haderslev Kommune slippe for at skulle sende opgaven i EU-udbud, da man udliciterer til et selskab, man selv er medejer af, fortæller Thomas Vedsted.