30 medarbejdere på det konkursramte VUC Syd mister arbejdet
Onsdag har ledelsen på IBC International Business College meddelt de tidligere 94 ansatte på det konkursramte VUC Syd, at 30 af dem mister deres arbejde.
30 af 94 ansatte på det konkursramte VUC Syd mister deres arbejde.
Det står klart, efter at ledelsen på IBC International Business College i Aabenraa holdt informationsmøde for de 64 ansatte, som fortsætter deres arbejde, efter IBC overtog ledelsen efter det konkursramte VUC Syd.
IBC International Business Colleges med base i Kolding har ifølge direktør Jens Madsen informeret de 30 medarbejdere tirsdag aften om, at de er fyret. Hvilke stillinger det drejer sig om, er ikke oplyst.
De 64 medarbejdere, som fortsætter med at arbejde for IBC, mødtes onsdag formiddag i Aabenraa, hvor de fik yderligere informationer om deres arbejdssituation af Jens Gamauf Madsen, der er direktør ved IBC.
IBC fortsætter VUC's undervisning i henholdsvis Haderslev, Aabenraa og Sønderborg. Undervisningen i Tønder overtages af Det Blå Gymnasium i byen. Hvor mange elever, der tidligere fik undervisning i VUC-regi, og som vil vil få undervisning i Tønder, er ikke oplyst.
Undervisningen for kursister og elever på det tidligere VUC Syd genoptages ifølge Jens Gamauf Madsen mandag den 18. august.
VUC Syd i 'livsfare' i flere år
Bestyrelsen for VUC Syd indgav konkursbegæring den 1. august, efter de vurderede, at den ikke længere havde mulighed for at opretholde driften og sine økonomiske forpligtelser. Det er særligt VUC Syds store gæld kombineret med et faldende antal kursister, der har ført til konkursen.
Børne- og Undervisningsministeriet afsatte i 2018 den daværende bestyrelse bag VUC Syd, da det blev vurderet, at den havde bragt institutionens videreførelse i fare.
Ministeriet oplyste i forbindelse med konkursen, at det midlertidige styre er lykkedes med at stabilisere VUC Syds drift og økonomi med en reduktion af omkostninger fra 221,9 millioner kroner i 2018 til 75,3 millioner kroner i 2022.