Når voksne krænker børn digitalt, sker det med en klar slagplan

Foto: Lasse Hansen, TV SYD
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hver uge modtager Red Barnet henvendelser fra børn og unge, der fortæller, at de er blevet kontaktet af voksne med seksuelle hensigter. Henvendelserne er systematiske og har ét klart formål.

Det begynder som regel stille og roligt, men tonen ændrer sig, og med tiden kan der også følge krav. Når voksne krænker børn via digitale platforme, sker det helt overlagt med en klar slagplan for øje.

- Der bliver brugt store ord i starten om, at barnet er noget helt særligt til at skabe et tillidsforhold mellem barnet og den voksne. Det bliver også beskrevet som "den eneste ene"-fasen. Og så ser vi bare en tone, der ændrer sig. Så bliver det seksuelle introduceret, og der kommer en grovhed i beskederne, forklarer Per Frederiksen, der er psykolog i Red Barnet.

Retten i Esbjerg behandler i øjeblikket en større sag om grooming. Grooming dækker over voksne, der opbygger et tillidsforhold til børn for derefter at udnytte dem.

- Formålet med grooming er seksuel udnyttelse af et barn eller en ung, og det kræver ikke mange refleksioner at vide, at man skader et andet menneske meget voldsomt ved at udsætte det for den form for afpresning og i nogle tilfælde voldtægt, siger Per Frederiksen.

Hvis du er udsat for grooming

Til børn og unge:

  • Fortæl det til en voksen, du stoler på. Det er svært at komme ud af alene.

  • Søg råd hos for eksempel Red Barnets SletDet Rådgivning.

  • Vid at det ikke er din skyld, uanset hvad du har skrevet eller sendt af materiale.

Til forældrene:

  • Vær skarp på at få sagt til dit barn, at det kan komme til dig, hvis det oplever noget ubehageligt på nettet.

  • Fortæl at du ikke bliver vred over, hvis barnet har skrevet med en fremmed på nettet. Du vil bare gerne hjælpe.

  • Gennemgå privatlivsindstillingerne på barnets telefon og indstil eventuelt, at fremmede ikke kan kontakte barnet via sociale medier.

  • Vær opmærksom på, at det kan være en barriere for barnet at sige noget højt, fordi det er bange for, at forældrene overreagerer, bliver sure og tager barnets telefon og sociale medier.

  • Søg råd hos Red Barnets SletDet Rådgivning.

Det er også muligt for børn at søge hjælp hos Børns Vilkår via Børnetelefonen på telefonnummer 116111.

Kilde: Per Frederiksen, psykolog, Red Barnet

I sagen er en 24-årig mand tiltalt for at have krænket 27 piger. En af dem har fortalt sin historie til TV SYD, og hun beretter om et forløb, der varede i ni måneder, inden manden blev anholdt i april 2022.

Hun var 12 år på det tidspunkt. Han sagde, at han var 13, men i virkeligheden var han 22 år, da de begyndte at skrive sammen på Snapchat. 

- Han var jo meget sød i starten. Jeg kan huske noget af det første, han skrev til mig, det var, at jeg var hans type. Det gjorde mig glad, at der var nogen, der kunne lide mig, fortæller pigen, som TV SYD har valgt at anonymisere på grund af hendes alder og sagens karakter. 

Hun er 15 år i dag, og selv om fyren nu har siddet varetægtsfængslet i næsten to år, husker hun tydeligt, hvordan forholdet mellem dem udviklede sig fra kærligt til krænkende. 

- Der var regler, jeg skulle følge. Jeg skulle for eksempel sende tre til fire nøgenbilleder om dagen. Hvis jeg gjorde, som han sagde, så var han jo en sød og kærlig person, men ellers skældte han mig hele tiden ud, fortæller pigen.

Per Frederiksen, psykolog i Red Barnet, fortæller, at det oftest er mænd, der står bag grooming, men at det også sker, at kvinder groomer børn.

Ifølge anklageskriftet og pigen truede han med at skade sig selv, begå selvmord eller afsløre pigens billeder til hendes venner og familie, hvis ikke hun sendte de billeder, han ville have, og det er en helt klassisk fremgangsmåde, lyder det fra Per Frederiksen.

- De, der krænker børn og unge på den her måde, er desværre meget godt klar over, at de kan kontrollere de unges adfærd. Vi ved, at det er meget reelle trusler, og det er noget af det værste, man kan forestille sig som ung at skulle få ødelagt, hvordan alle andre ser på en, forklarer han og fortsætter:

- Hele den trussel, der ligger i, at ens intime billeder kan blive delt, gør det jo til næsten en umulig opgave at få det sagt videre til nogen, som kan hjælpe en ud af det, og derfor ser vi ofte, at børn og unge ikke siger det højt, siger Per Frederiksen.

Skyld og skam

Samtidig sker groomingen i en alder, hvor børnene begynder at stifte bekendtskab med nye følelser omkring kærlighed, forelskelse og intimitet. De er også i en fase af livet, hvor de begynder at løsrive sig fra forældrene, og derfor involverer de dem ikke, når kontakten til en fremmed opstår. De følelser bliver afløst af skyld og skam, når forholdet udvikler sig i en seksuel retning, som de ikke har lyst til at være i.

- De føler skyld over, at de har svaret tilbage på en hilsen. Skyld over at de accepterede en venneanmodning, og så har de også følelser af skam over, at det måske føltes rart, at der var en, der syntes, man var køn, eller at vedkommende sagde, han eller hun elskede en, forklarer Per Frederiksen.

I løbet af de ni måneder, den nu 15-årige pige havde kontakt til fyren, skrev de næsten 15.000 beskeder sammen. På hans adresse blev der fundet 722 seksuelle billeder af pigen og 12 videoer. 

Hendes mor havde en underlig mavefornemmelse omkring fyren allerede første gang, han var hjemme hos familien. Derfor forbød hun datteren at have kontakt til fyren. Alligevel fortsatte pigen med både at se og skrive med ham. 

- Hun blev lige så stille mere og mere indelukket. Hun fik en kortere og kortere lunte. Hun var mere ked af det, og så var hun bare træt. Til sidst var det sådan, at når hun kom hjem fra skole, så lagde hun sig på sofaen og sov. Det gjorde hun, til vi skulle have aftensmad, og omkring klokken otte-ni stykker lagde hun sig til at sove igen, husker hendes mor, der forsøgte at få hjælp til datteren flere steder.

- Jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var, jeg stod med. Jeg vidste bare, at hun ikke havde det godt, fortæller moren. 

Ifølge Per Frederiksen kan det have store konsekvenser for børn og unge at blive udsat for grooming. De oplever angst- og depressionslignende symptomer, de trækker sig måske socialt, og de bliver ramt på selvværdet.

Nemt at kontakte mange

Ifølge Per Frederiksen modtager Red Barnet hver uge henvendelser fra børn og unge, der fortæller, at de er blevet kontaktet af voksne med seksuelle hensigter. I en undersøgelse fra 2021 foretaget af Rambøll for Red Barnet blandt 3.219 børn og unge mellem 9 og 17 år fortalte hver fjerde, at de var blevet kontaktet af fremmede voksne.

I sagen fra Esbjerg er det kommet frem, at tiltalte havde kontaktet næsten 3.000 piger, og internettet har gjort det nemt for groomerne at smide snøren ud til mange ad gangen.

- Udvælgelsen sker ved at skrive ud til rigtig mange og så se, hvem der er høflig nok til at svare. Og så er det dem, der bliver skrevet videre til. Så sker isoleringen, og det er ret nemt at have en lukket samtale med et barn digitalt. Det er meget systematisk, og det er også både skruppelløst og hensynsløst i forhold til, at man udnytter, at barnet måske føler oprigtig forelskelse eller glæde, lyder det fra Per Frederiksen.

For den 15-årige pige stoppede kontakten med fyren, da han blev anholdt. Andre er ikke så heldige, at der automatisk bliver sat en stopper for forholdet, og Per Frederiksen har en klar opfordring til børn og unge, der bliver groomet.

- Sig det til en voksen, du stoler på, for det er ikke din skyld. Lige meget hvad du har skrevet eller sendt, så er det ikke din skyld, at nogen har udnyttet dig. Det er den, der udnytter, der i den grad har gjort noget forkert. Ikke barnet, siger Per Frederiksen, der også appellerer til, at forældrene interesserer sig for børnenes digitale færden.

Ny lov om grooming:

Den 1. juli 2023 trådte en ny lov i kraft.

Her blev grooming kriminaliseret. Siden lovændringen har politiet modtaget 83 anmeldelser om grooming, oplyser Rigspolitiet.

Ifølge Justitsministeriet steg antallet af anmeldelser af alle former for digitale sexkrænkelser herunder grooming og sextortion fra 1.317 anmeldelser i 2018 til 2.299 anmeldelser i 2022.

Mens grooming er voksne, der opbygger et tillidsforhold til børn for derefter at udnytte dem seksuelt, er sextortion en form for afpresning, hvor gerningsmanden ifølge politiet truer med at offentliggøre billeder, hvor du er nøgen eller i en seksuel situation.

-  De unge er i en tid i livet, hvor de gerne vil have noget mere privatliv, men nettet er ikke det bedste sted at give dem det, for det er altså ikke børnesikret. Forældre er virkelig gode til at gennemskue, om en henvendelse fra en fremmed handler om grooming, så kig med eller gør jer i hvert fald den ulejlighed at se på telefonens privatlivsindstillinger og tænk over, om det nu også skal være sådan, at man kan blive kontaktet af en fremmed, siger Per Frederiksen.

Den 24-årige mand er tiltalt for blandt andet blufærdighedskrænkelse, voldtægter, samleje med barn under 15 år og besiddelse af seksuelle billeder og videoer. Han nægter sig skyldig i de grove forhold, men erkender at have været i besiddelse af billeder og video af seksuel karakter. 

Der ventes dom i sagen i juni. 

TV SYD har via Kriminalforsorgen forsøgt at forelægge pigens udtalelser for tiltalte, men har ikke fået noget svar.

Efter 175 år er genial krigssejr stadig en del af en hel bys DNA

Foto: Fredericia Museum
Udgivet

I disse dage fejrer Fredericia 175 års jubilæum for slaget mod de slesvig-holstenske soldater i et borgerkrigsramt Danmark.

Lørdag står Fredericia på den anden ende. Byen fejrer 175 års jubilæet efter slaget mod de slesvig-holstenske tropper i et Danmark, der i tre år havde været plaget af borgerkrig.

6. juli-dagene skydes i gang med kanosalutering tidligt om morgenen. Fotoarkiv. Foto: Fredericia Kommune

Hvis man skruer tiden 175 år tilbage til klokken 01 om natten mellem den 5. og 6. juli 1849, begyndte det, som eftertiden betegner som et af de mest berømte danske slag. Danskerne gik til angreb mod de slesvig-holstenske soldater, som havde belejret Fredericia i næsten to måneder.

Men hvad fjenden ikke vidste, var, at snarrådige generaler havde udtænkt en krigsstrategi, som aldrig var set før, og som skulle vise sig at blive altafgørende for Fredericia og slutningen på den 1. Slesvigske Krig nogle dage senere.

Overgeneral Bülow var en af hjernerne bag slaget ved Fredericia den 6. juli 1849.

- Den danske hær var i 1849 slet ikke stærk nok til landkrig mod en slesvig-holstenske hær, der var dobbelt så stor som den danske og støttet af den preussiske hær, fortæller Karsten Merrald Sørensen, der er historiker og direktør ved Fredericia Museum.

Derfor skulle der kreative krigsstrategier til.

Fredericia efter slaget den 6. juli 1849.

I Fredericia opholdt der sig ifølge historikeren i foråret og frem til dagene før den 6. juli 'kun' omkring 5000 danske soldater. Alt for få mod de omkring 14.000 slesvig-holstenske soldater, som havde omringet fæstningsbyen uden for Fredericias volde i flere måneder.

Men i dagene op til den 6. juli lykkedes det, uden at fjenden opdagede det, at få fragtet omkring 20.000 danske soldater blandt andet fra Helgenæs på Mols og Als via Fyn til Fredericia og smuglet dem ind i fæstningsbyen.

Historien er fortsat meget levende i Fredericia. Voldanlægget eksisterer næsten om det stod under slaget i 1849 og benyttes flittigt af fredericianere. Foto: Fredericia Kommune

- Det skete ved, at man simpelthen narrede den slesvig-holstenske hær, forklarer Karsten Merrald Sørensen.

De fremmede soldater var fulgt med generalmajor Rye og hans tropper op i Jylland, så de var langt fra Fredericia. Og ved Als befandt sig en tilsvarende flok slesvig-holstenere over for generalmajor de Mezas danske tropper.

Uden fjendens viden gik generalmajor Rye og 4000 af hans soldater ombord på et skib ved Helgenæs og sejlede tilbage ned langs kysten, hvor de gik i land på Fyn. Generalmajor de Meza lavede tilsvarende manøvre - og tog 5000 mand af sine tropper og sejlede også mod Fyn.

Herfra blev de alle fragtet fra Strib ved Middelfart og den korte vej over Lillebælt til Fredericia, hvor de kunne gå i land inden for voldene - altså lige midt i byen og ude af syne for slesvig-holstenerne.

Generalmajor de Meza førte 5000 af sine danske tropper fra Als til Fyn, hvorfra de blev sejlet direkte ind i Frederica by - ude af syne for den slesvig-holstenske fjende. Foto: Fredericia Museum

- Det var og er stadig en militær genistreg udtænkt af overgeneral Frederik Bülow sammen med blandt andet generalmajor Rye og generalmajor de Meza, siger Karsten Merrald Sørensen.

Fredericia ligger ved det absolut smalleste stykke ved Lillebælt, og der er kun få kilometer til Fyn, hvor man uset kan sejle helt ind i byen.

Historierne går på, at for fjenden ikke skulle kunne høre de mange soldater i byen, lagde man halm i gaderne, for at de slesvigske-holstenske soldater ikke skulle opdage, at der var kommet så mange kampduelige mænd inden for voldene.

- En anden genistreg, udtænkt af Bülow, de Meza og Rye og nogle af de andre øverst befalende, var, at de ville angribe om natten, hvilket i 1849 var helt uhørt. Det betød, at de danske tropper i ly af mørket stormede ud af voldens porte og angreb fjenden.

De historiske begivenheder i Fredericia den 5. og 6. juli 1849

Der var borgerkrig i Danmark, da fyrstendømmerne Slesvig og Holsten ønskede at løsrive sig for at blive en del af det tyske forbund.

Slesvig-holstenerne hentede støtte hos kongen af Preussen og i den tyske forbundshær.

I forsommeren 1849 havde slesvig-holstenerne i flere måneder belejret fæstningsbyen, da den danske overkommando besluttede at samle den størst mulige styrke bag Fredericias volde for at angribe de fjendtlige styrker, der lå omkring byen.

Tidligt om morgenen den 6. juli 1849 blev der udkæmpet et blodigt slag om Fredericia.

Aftenen før juli forberedte man angrebet, og lidt efter midnat rykkede soldaterne ud. Det var en hård kamp, men det lykkedes den danske hær at slå fjenden tilbage og på flugt.

I fæstningen var der ca. 24.000 danske soldater, og heraf skulle de 19.000 i kamp.

Fjenden rådede over ca. 14.000 mand.

De danske tab var på omkring 1.850 faldne og sårede.

Krigergraven i Kongensgade i Fredericia med navnene på 500 faldne soldater fra før og under slaget.

Kilde: Fredericia.dk

Genial krigsførelse

Efter hårde og lange kampe blev slesvig-holstenerne tidligt på morgenstunden den 6. juli drevet på flugt og belejringen ophævet. Overraskelsesangrebet virkede, og selvom begge sider led store tab, blev det til en historisk sejr for den danske hær.

Mere end 20.000 danske soldater havde gjort deres pligt i en snedig udtænkt militærisk manøvre.

General Oluf Rye blev skudt ved slaget i Fredericia den 6. juli 1949. Foto: Fredericia Kommune

- Det er genialt tænkt og et klasseeksempel på, hvordan man skal udføre sådan et angreb i en situation, hvor den danske hær slet ikke var stærk nok til en landkrig, fortæller Karsten Merrald Sørensen.

- Desuden er det her, at byen virkelig foldede sit potentiale som fæstningsby ud. Den virkede simpelthen, som den var tænkt af kong Frederik den 3. i 1650 - 200 år før slaget den 6. juli i 1849.

Fredericia Fæstning 1819. Foto: Fredericia Museum
Overgeneral Bülow under slaget ved Fredericia i 1849. Foto: Privatfoto

175 år efter fester de fortsat i fæstningsbyen

Dén sejr har man stort lige siden i dagene omkring den 5. og 6. juli fejret i Fredericia.

- Det er vildt, at vi her 175 år efter fortsat har den fejring, og det kan vi kun, fordi den er blevet en meget vigtig del af byens DNA og identitet, som er meget forståelig og nærværende for byens borgere, mener Karsten Merrald Sørensen.

Fejringen af 6.-julidagene har kun været afbrudt af coronapandemien i 2020, og så i to år under 2. Verdenskrig.

Hvert år den 5. juli om aftenen er der fakkeltog i Fredericia, som flere hundrede mennesker deltager i. Foto: Fredericia Kommune

- For mig som historiker er det fantastisk at se, at folk i alle aldre deltager i de forskellige arrangementer, og hvor der altid er i hundredevis af mennesker på gaderne, siger Karsten Merrald Sørensen.

Soldater klædt i uniformer fra 1849 går her i sørgemarchen, som undervejrs skifter til sejrsmarch. Undervejs spilles musik, synges sange og holdes taler. Frem til Krigergraven er processionen en sørgemarch, der føres an af soldater fra garnisionen. Sørgemarchen afsluttes med en tale ved Krigergraven, der er et gravmonumentet for de soldater, som faldt under slaget i 1849. Herefter fortsætter processionen som sejrsmarch. Undervejs gøres der holdt ved Landsoldaten, hvor en indbudt gæst holder tale, inden processionen ender tilbage ved Bülows Plads.

- Og her er jeg sikker på, at den fysiske kulturarv også betyder meget for det nære tilhørsforhold til den 6. juli-fejringen. Du kan jo den dag i dag bevæge dig rundt på voldene omkring byen, gå ind i centrum via Prinsens Port i voldanlægget, som er bevaret, og statuen 'Den tapre landsoldat' står lige foran den gamle port i volden, som et minde om verdens første monument for den menige soldat. Den slags er sindssygt stærke symboler, og det er med til at bevare og markere den vigtige historiske begivenhed i Fredericia.

Den 6. juli er der hvert år første en sørgeprocessioner til ære for de faldne soldater, som går over i en og sejrsprocession - her deltager både værnepligtige soldater og alle med lyst til at gå i processionerne. Foto: Fredericia Kommune

Efter 58 år har Jordbær-Arne høstet sine sidste jordbær

Udgivet

Arne Pedersen har dyrket jordbær i næsten 60 år, men han er ved at være brugt. Derfor er det i år sidste år, der kan hentes friske danske jordbær fra hans marker.

Årets jordbærsæson lakker mod enden, og det samme gør Arne Pedersens årtilange jordbæreventyr.

Han har haft jordbærplanter siden 1960'erne og har dyrket dem i noget, der ligner en menneskealder. Men nu er det altså ved at være slut.

- Vi er der, hvor vi er ved at lukke ned. Vi er 75 år, og kræfterne slår ikke til længere, fortæller jordbæravleren.

Familie-business

Selvom det er Arnes passion, har han ikke kunnet passe jordbærmarkerne i alle de år uden familien ved sin side.

I 40 år har Arne Pedersen dyrket de søde bær i udkanten af Hedensted sammen med sin kone Annelise. Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard, TV SYD

I 40 år har han dyrket de søde bær i udkanten af Hedensted sammen med sin kone Annelise, og de har begge kastet mange kræfter i det.

- Vi havde været en lang vej igennem, før vi besluttede os for det her. Det har været svært at bestemme, at vi blev nødt til at skære ned, siger Annelise Pedersen.

For hende har ønsket om at stoppe været stort. Hun drømmer nemlig om få mere tid til sine børnebørn og til at passe haven.

Det er ikke kun de to jordbæravlere, der har lagt mange kræfter i det, men hele familien. Barnebarnet Anna Kramer, der står i boden for at sælge høsten, har været med så længe, hun kan huske.

Selvom hun kommer til at savne at sælge jordbær om sommeren, glæder hun sig på sine bedsteforældres vegne.

- Det er da lidt vemodigt, men de trænger også til at få lidt pause, så de kan nyde sommerferien i deres autocamper, siger Anna Kramer.

Annelise Pedersen har følt sig en smule mere klar til at stoppe, end sin mand Arne. Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard, TV SYD

Kendt som Jordbær-Arne

De lokale kunder har ofte handlet hos Jordbær-Arne, som de kalder ham og hans kone gennem mange år. Det er derfor en trist nyhed, at der fra næste år ikke vil være flere jordbær at plukke.

- Det er jeg utrolig ked af, for det er altid kvalitet, man får herude. Men vi håber, at vi kan overtale ham til et par år endnu, siger Birgitte Nielsen.

Birgitte Nielsen og Bent Mikkelsen er blot nogle af de kunder, der har plukket jordbær ved Arne og Annelise gennem mange år. Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard, TV SYD

Der er dog også forståelse for den svære beslutning.

- Jeg synes, det lyder rimeligt for ham. Hvis han gerne vil have et godt liv at slutte med, så er det fint, siger Bent Mikkelsen.

Efter sommeren venter nu en ny tilværelse med mere tid til børnebørnene, havepleje og ikke mindst udflugter i autocamperen.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendig cookies

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelcookies

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn

Markedsføringcookies

Navn Udbyder
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube

Præferencercookies

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Brugeroplevelsecookies

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com