Rester fra valgplakater forarger Anette
Få dage efter valget vækker valgplakaterne allerede debat. De strips, som de er sat op med, er efterladt om træer og om lygtepæle.
Folketingsvalget er forbi, og selvom valgplakaterne først skal være pillet ned senest ved midnat den 13. juni, så er der altså nogle plakater, der allerede er taget ned.
Men det er ikke alle, der er lige gode til at rydde op efter sig selv.
Hvornår skal valgplakaterne være taget ned?
Valgplakaterne og de midler, der er brugt til at hænge dem op med (strips, snore m.v.) skal være taget ned igen senest 8 dage efter valgdagen ved døgnets afslutning.
Se flere regler her. Blandt andet hvor valgplakaterne ikke må hænge.
Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet
De har nemlig glemt eller undladt at tage de strips ned, som valgplakaterne er sat op med. Og nu er stripsene efterladt og sidder fast om for eksempel lygtepæle – og ikke mindst om træer.
Det er et syn, som har vækket debat på de sociale medier, og flere borgere bekræfter over for TV SYD, at efterladte strips er virkelighed flere steder i Vejle.
- Jeg bliver forarget. Det er noget svineri, siger Anette Bøge til TV SYD.
Frustrationen bliver delt på Facebook
I en Vejle-Facebookgruppe kommenterer flere borgere blandt andet:
- Svineri. Og dem på træet ender med at skære sig ind i træet, når det vokser.
- Lygtepælen skal nok forblive uskadt, men hvad med træet ? hvorfor skal det PINES ??
Mens andre gætter på, at valgplakaterne blot er blæst væk, og derfor hænger stripsene der stadig.
- Plakaterne må jo være blæst i stykker og have efterladt nogle strips, som kan være svære at opdage i farten, når plakaterne tages ned.
Har du set noget lignende, skal du være velkommen til at kontakte TV SYD.