Strøm igen i Fredericia efter nødgenerator fra juleaften meldte fejl
TREFOR oplyser, at boliger på 12 veje i Fredericia netop nu oplever strømsvigt.
Opdatering: Klokken 19.29 oplyser driftsovervågningschef Carsten Pedersen til TV SYD, at husstandene igen har fået strøm. TREFOR har formået at etablere strøm fra transformerstationen og ikke nødgeneratoren, der har hjulpet siden juleaften.
Opdatering: Artiklen er opdateret klokken 18.46 med kommentar fra TREFORs driftsovervågningschef.
Der er igen bøvl med strømmen i Fredericia.
TREFOR oplyser på Twitter, at 335 husstande netop nu er uden strøm, men at selskabet er i gang med at forsøge at løse problemet.
mandag d. 27. december 17:15
— TREFOR Driftovervågning (@TREFORdognvagt) December 27, 2021
Der er strømafbrydelse på elnettet i dele af Fredericia
Vi forventer, at der er strøm igen kl. 19:30
Vi har ca. 335 afbrudte kunder, og forventer normal forsyning omkring kl. 19:30 - Montøren er på vej
De berørte kunder er varslet med sms
Dette drejer sig om vejene Baldersparken, Baldersvej, Egeskovvej, Havepladsvej, Heimdalsvej, Huslodsvej, Jasminvej, Krokusvej, Liljevej, Nymarksvej, Odinsvej og Thorsvej. De berørte husstande skulle ifølge TREFOR være oplyst på en sms.
TREFOR forventer, at husstandene har strøm igen klokken 19.30.
Gentagelse fra juleaften
Det er de samme veje og antal husstande, som juleaften også var plaget at strømafbrydelse. Denne aften skyldtes det en sprunget sikring grundet overbelastning, da for mange varmepumper var tilkoblet samme sted på elnettet.
TREFOR forventede i første omgang, at strømmen var tilbage på adresserne omkring klokken 19:00, men det var først kort før midnat, at de første husstande igen havde strøm. Klokken 9.20 på første juledag var der igen normal forsyning ved hjælp af en nødgenerator. Det er denne generator, der mandag aften melder fejl.
Muligvis nødvendigt med ny transformer
Driftsovervågningschef Carsten Pedersen fortæller, at firmaet tidligere mandag har været ude ved generatoren i Fredericia for at fordele varmepumperne og dermed belastningen mere ligeligt på generatorens tre faser. Hvorfor generatoren derfor nu melder fejl er uvist. Tre mand er ude på stedet for at afhjælpe problemet.
Carsten Pedersen fortæller, at TREFOR efter nytår vil danne sig et overblik over strømforbruget i boligområdet, og hvorvidt den nuværende transformer er stor nok til det forbrug. Hvis ikke, skal den skiftes, oplyser han.