Stor interesse for at blive leverandør til Forsvaret
Tirsdag formiddag var Ryes Kaserne i Fredericia omdannet til et messecenter. 125 sydjyske firmaer deltog i forsvarets messe under overskriften "Bliv leverandør til Forsvaret".
I foråret blev regeringen enige om at tilføre flere milliarder til forsvaret, og det giver nye muligheder.
Messen gav firmaerne mulighed for at præsentere dem selv, og hvad de kan tilbyde. Der er ikke tale om våbenleverandører, men firmaer, som blandt andet tilbyder byggeri, rengøring, græsslåning og briller.
En af dem, der tog til messen var Per Skov. Han ejer Blikfang Optik og skulle høre, hvordan han kan blive leverandør og få en lille bid af "milliard-kagen".
- Det er en spændende mulighed, når der bliver investeret i forsvaret. Og så synes jeg også, at vi skal vise flaget der, siger Per Skov.
Det er ikke hvem som helst, som kan blive leverandør til Forsvaret, for der er høje krav til forsvarets leverandører, og de krav fik virksomhederne mulighed for at høre om på messen.