Stigende udgifter til specialområdet presser kommunernes økonomi
9 ud af 10 kommune har i 2022 overskredet budgettet på socialområdet. Også i Fredericia Kommune mærker man til de stigende udgifter - særligt på det specialiserede socialområde.
Det er blevet sværere at få budgettet til at række.
Det er blevet virkeligheden for flere kommuner i løbet af seneste år.
Fra 2021 til 2022 steg kommunernes samlede driftsudgifter på landsplan med 2,5 procent til 388,6 milliarder kroner. Det viser tal, som Danmark Statistik har offentliggjort fredag.
For femte år i træk blev der prioriteret flere midler til det specialiserede socialområde. Fra 2021 til 2022 er udgifterne steget med 1,7 milliarder kroner.
Torsdag kunne TV SYD fortælle om spareplaner i Sønderborg Kommune, hvor en delegation på baggrund af det var rejst til Christiansborg for at få fokus på udfordringerne.
De er dog langtfra de eneste, der står med de udfordringer.
Flere udgifter på specialområdet
Ifølge Kommunernes Landsforening (KL) viser regnskabstallene, at knap 9 ud af 10 kommuner har overskredet budgettet på socialområdet i 2022. Her er det blandt andet udgifter til botilbud, der stiger.
Det er også tilfældet i Fredericia Kommune, hvor man ifølge borgmester Steen Wrist (S) også har haft store udfordringer med udgifterne på det specialiserede socialområde.
- Det har været meget stigende over flere år. Tidligere har det særligt været på det specialiserede voksenområde, men nu er det også på det specialiserede børne- og ungeområde, fortæller borgmesteren.
Det specialiserede socialområde
Det specialiserede socialområde dækker over hjælpen til borgere med fysiske handicap, psykiske lidelser og udsatte børn.
Han peger på, at det skyldes, at flere børn og unge har brug for en særlig indsats.
- Hver gang det sker, smider vi, hvad vi har i hænderne, og hører hvad vi kan gøre for, at dette barn får det bedst mulige tilbud, siger Steen Wrist.
Han tilføjer, at prisen på de specialiserede botilbud er steget.
Andre velfærdsområder nedprioriteres
Ifølge KL's formand Martin Damm prioriterer kommunerne det specialiserede socialområde og er nødsaget til at foretage 'benhårde prioriteringer' for at få det hele til at gå op
- Det betyder, at andre velfærdsområder bliver nedprioriteret for at følge med. Vi kan ikke blive ved med at forlænge verden med brædder. Kommunernes økonomi er presset til bristepunktet, udtaler KL-formanden i en pressemeddelelse.
Bekymret for de unge
Når man i Fredericia Kommune skal finde flere penge til det specialiserede børne- og ungeområde, så må pengene findes inden for børne- og ungeområdet.
- I Fredericia har vi jo rammestyring. Så er man udfordret og mangler penge, så er det som udgangspunkt inden for udvalgets eget område, at pengene skal findes. Det vil sige, at det her kan blive skole- og dagtilbud, hvor vi så skal finde pengene, siger borgmester Steen Wrist.
Fredericia-borgmesteren er først og fremmest bekymret for de unge. Dernæst er han bekymret over det, han kalder for 'de dystre udsigter' i kommunernes økonomi, som han også mener får store konsekvenser for ældreområdet.
Selvom han har svært ved at se, hvordan de stigende udgifter skal stoppes, så krydser han fingre for, at man kan finde en løsning - eksempelvis på Christiansborg.
- Jeg håber, at det hele snart vender, for jeg er bekymret over udviklingen, siger Steen Wrist.