Slem skuffelse gav træner en idé, så tusindvis af piger kan mødes
Det, der i dag er Danmarks største fodboldcup udelukkende for piger, begyndte efter en stor skuffelse i 1995. Her svor en gruppe mikropigers fodboldtræner, at det var sidste gang, at hans hold af fodboldpiger kun skulle spille mod drenge.
3.500 piger mellem otte og 14 år er i weekenden samlet i Fredericia for at dyste mod hinanden til Danmarks største stævne kun for piger - Madsby Pige Cup. Læg dertil omkring 1.500 trænere, dommere og forældre.
Ideen til cuppen opstod i sommerferien 1995, hvor ungdomstræner for en flok miniputpiger i Fredericia forenede Fodboldklubber (FfF), Anders Stoffer, havde meldt pigerne til et fodboldstævne.
- Det viste sig, at der ingen andre piger var tilmeldt stævnet. Kun drenge. Det ville vi ikke opleve igen, og så måtte vi selv i gang med at lave et fodboldstævne for piger, fortæller idemanden bag cuppen.
Som sagt så gjort. I 1996 blev det første Madsby Pige Cup afholdt under mere beskedne forhold end i dag.
- Vi var lidt sent ude med at søge penge til markedsføring af cuppen, så der kom kun otte hold, og vi spillede på to små baner her i Madsbyparken. Men det var skidehyggeligt, og vi var alle glade for, at vi gennemførte det.
I år skal 3.500 piger fordelt på 286 hold spille 767 kampe. Der er 102 deltagende klubber. Flest er fra Danmark, men også pigehold fra Norge, Sverige og Tyskland er repræsenteret i Fredericia i denne weekend.
28 år efter den første Madsby Pige Cup er Anders Stoffer stadig med til at arrangere den årligt tilbagevendende fodboldbegivenhed, selvom han i mange år har boet i København.
350 frivillige gør cuppen mulig
- Jeg har forsøgt mig som træner i forskellige klubber i og omkring København, men det er i FfF, at mit hjerte hører til. Sådan er det bare. Jeg elsker at komme 'hjem', og så er Madsby Pige Cup mit lille barn. Det smider man ikke bare væk.
For at kunne arrangere den årlige tilbagevendende sportsbegivenhed for pigefodboldspillere og deres medfølgende trænere og forældre på omkring 1500 personer, skal der i dag lidt mere planlægning til end dengang i 1996.
- Der er 350 frivillige, som knokler hele weekenden med at få det her til at lykkes. De er i høj grad med til at gøre cuppen til den succes, jeg godt tør sige, at den er, siger Anders Stoffer.
De frivillige laver alt mellem himmel og jord. En af de omfattende poster er at få lavet 16.500 portioner mad, koge 250 kilo pommes frites samt organisere drikkevarer og al den anden forplejning.
- I år har vi desuden prøvet at uddelegere noget af arbejdet, så der bliver frigjort lidt flere kræfter i styregruppen under selve stævnet. Det betyder, at jeg har fået en til at hjælpe med dommerkoordinering, der er en anden, der laver skilte til hele området. Vi har også for første gang fået en ekstern person til at lave buskoordineringen, som kører børnene rundt mellem banerne og skolerne, hvor de overnatter.
Nye ambitioner for stævnet
Anders Stoffer og styregruppen under FfF har stadig ambitioner for stævnet. Og det er ikke vokseværk.
- Jeg kunne godt tænke mig, at der kommer lidt flere udenlandske hold, så stævnet blev lidt mere internationalt. Jeg håber, at de tyske, norske og svenske hold vil sprede rygtet i deres hjemlande, om at det her er en fed fodboldcup for piger. Det kunne være fedt.
I 2023 gav Madsby Pige Cup 300.000 kroner i overskud til Fredericia forenede Fodboldklubber.