Politiet leder efter gerningsmænd bag kast fra motorvejsbro
Fredag aften blev et køretøj ramt af en genstand, der blev kastet fra en motorvejsbro ved Snoghøj Landevej ved Fredericia. Politiet har billeder af to unge mænd, der står bag.
Opdatering klokken 19:40: Afspærringen er ophørt, men der er fortsat kø på strækningen, artiklen er tilført interview med vagtchef, Halfdan Kramer, fra Sydøstjyllands Politi.
En bilist fik sig en ordentlig forskrækkelse fredag aften kort før midnat, da vedkommendes bil blev ramt af en ukendt genstand, der blev kastet ned fra en bro over E20-motorvejen ved Fredericia.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ingen personer kom ifølge politiet til skade i forbindelse med episoden, men de ser meget alvorligt på hændelsen.
- Man er ikke i tvivl om, at bilen er ramt. Og selvom føreren er uskadt, så er vedkommende meget chokeret, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Halfdan Karmer, til TV SYD.
Det kan være livsfarligt at kaste ting mod biler, der kører på motorvejen.
I 2016 blev en 33-årig tysk kvinde dræbt og hendes mand alvorligt kvæstet, da en 30 kilo tung betonflise blev kastet ned på motorvejen ved Fyn.
I den forbindelse blev der sat kameraer op på 30 forskellige vejbroer rundt omkring i landet.
Sydøstjyllands Politi har videoovervågning fra fredag aften, der viser to unge mænd, som kaster en genstand fra motorvejsbroen ved Snoghøj, og de opfordrer dem nu til at henvende sig til politiet på 1-1-4.
Lørdag aften klokken 19.30 har endnu igen henvendt sig til politiet.
- Vi har ikke hørt fra borgere, men det regner jeg med, vi gør. Vi har også gode videobilleder af gerningsmændene, så vi skal nok finde dem, siger Halfdan Kramer.
Tip os
Har du oplevet noget i forbindelse med emnet, som du gerne vil dele?
Så hører TV SYD gerne fra dig. Skriv til os på tvsyd@tvsyd.dk
Det er helt uforpligtende, og vi behandler dit tip fortroligt.
Husk at tilføje dit navn og telefonnummer, så vi kan komme i kontakt med dig.
Afspærring af motorvej
Lørdag aften fra omkring klokken 18 havde Sydøstjyllands Politi spærret E20-motorvejen ved afkørsel 59 for at lede efter spor. Politiet spærrede vejen i 45 minutter.
- Vi har fundet en række genstande, som nu skal undersøges nærmere. Hvorvidt de har noget med sagen at gøre, er for tidligt at sige, siger vagtchefen.
Halfdan Kramer vil ikke udtale sig om, hvilke genstande det drejer sig om.
Omkring klokken 19 blev motorvejen genåbnet.
I forbindelse med lukningen er der opstået kø omkring afkørslen. Den forventes ifølge Vejdirektoratet af aftage i løbet af aftenen.
I forbindelse med efterforskning af sagen bliver motorvejen ved afkørsel 59 nu spærret i mellem 30-60 minutter. Det betyder at alt trafik bliver ledt af ved afkørsel 59, men det er muligt at køre på igen ved samme tilkørsel. Følg politiets anvisninger og vis hensyn. #politidk https://t.co/Wbm1YjtQZG
— Sydøstjyllands Politi (@SydOjylPoliti) October 12, 2024