Politiet har fået fat i to drenge efter kast fra bro
Politiets opfordrede søndag to personer til at melde sig selv, efter at en genstand blev kastet fra motorvejsbro. Den opfordring bar frugt.
Politiet har nu fået kontakt til to drenge på henholdsvis 13 og 15 år, efter at et køretøj fredag aften blev ramt af en genstand, der tilsyneladende blev kastet fra motorvejsbroen på Snoghøj Landevej i Fredericia.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De to drenge skal nu afhøres af politiet.
Politiet kom i weekenden i besiddelse af videoovervågning, som viste to personer på motorvejsbroen. I den forbindelse opfordrede man de to personer til at melde sig selv.
Den opfordring førte til, at Sydøstjyllands Politi søndag aften fandt frem til de to teenagere.
Ifølge politiet efterforsker man stadig sagen.
- Ingen kom til skade i forbindelse med hændelsen, men vi anser det alligevel for at være alvorlig sag, for det kan være meget farligt, når genstande bliver kastet på køretøjer. Derfor understreger vi også på det kraftigste, at man skal lade være med at kaste noget som helst ud fra motorvejsbroer og lignende, udtaler politikommissær Hans Hoffensetz i pressemeddelelsen.