Kommune har fundet løsningen - nu lytter de andre
Kæmperos fra veteranforening. For første gang afholdes en konference for danske kommuner om veteraner og pårørende. Konferencen er blevet til på initiativ fra Varde Kommune i samarbejde med KL og andre kommuner.
De sidder i Messe C i Fredericia. De sidder og lytter. Og så tænker de. Og så snakker de med andre. Og så skal de hjem til deres kommuner og beslutte. Beslutte at gøre det bedre for veteraner og deres pårørende. For det er ikke kun veteranen, der skal have støtte. Men også de pårørende. Typisk hustruen og børnene.
Så nu kommer den første konference af sin slags. Det sker på initiativ af Varde kommune, der med sine to kaserner - Oksbøl og Varde kaserner, sine 1.320 soldater og 200 civilt ansatte fordelt på tre garnisoner - kender denne verden godt.
- Faktisk er halvanden procent af befolkningen i Varde Kommune veteraner. Jeg synes godt, at jeg kan sige, at vi med årene har oparbejdet en god erfaring med, hvordan vi som kommune kan anerkende veteranernes ønsker og behov, siger borgmester i Varde Kommune, Mads Sørensen, Venstre.
Flere og flere
Konferencen foregår i KL-regi. KL = Kommunernes Landsforening. Her er politikere og fagfolk, heriblandt kommunale veterankoordinatorer, fra samtlige danske kommuner.
- Jeg håber, at vi med konferencen kan udveksle ideer og erfaringer, så vi sammen kan opnå en slags best practice for veteranerne, siger Varde Kommunes borgmester.
Og det er Gitte Falck, medstifter af veteranernes forening Familienetværket Den gule Sløjfe, Oksbøl, helt sikker på, at kommunerne kan.
Lyt til Varde Kommune
- Hvis de andre kommuner lytter til Varde Kommune, siger hun.
Gitte Falck har til april været med i arbejdet for bedre forhold til veteraner og deres pårørende gennem 20 år. Fra dengang der stort set ikke var nogle tilbud til dem - til nu, hvor...
- Vi har et fantastisk netværk i Varde Kommune. Veteranforeninger, de to kaserner, de frivillige. Hele tiden med kommunens store opbakning for eksempel gennem veterankoordinatoren.
- Er der slet ikke noget du kunne ønske dig af Varde Kommune?
- Nej. Det kører simpelthen godt. Men lige et øjeblik. Jeg spørger lige min mand, der er veteran.
Hun vender hurtigt tilbage til telefonen.
- Nej, han er enig.
Konferencens mål
Konferencens mål er, at kommunalpolitikerne kan udveksle erfaringer og få ny viden og inspiration til indsatsen for veteraner og pårørende i egen kommune. Konferencen giver et indblik i veteranområdet – set fra både kommunernes og veteranernes perspektiv – ved at sætte fokus på hvordan arbejdet prioriteres og organiseres i forskellige kommuner, og ved at skabe en bedre forståelse for de udfordringer og problematikker, som veteraner kan møde.
2,4 milliarder kroner
Det nuværende trusselsbillede tyder på, at denne stigning vil fortsætte i den nærmere fremtid. Derfor har indsatsen med støtte og anerkendelse til veteraner og pårørende - særligt siden 2010 - været stigende.
Den stadig større indsats kunne man f.eks. se, da der sidste år blev indgået en veteranaftale over for veteraner og deres familier og børn for i alt cirka 2,4 milliarder kroner. Regeringen og et bredt flertal i Folketinget var blandt andet enige om at ændre reglerne, så flere veteraner kan få anerkendt PTSD som en arbejdsskade på grund af en udsendelse.
Udsendelser
Siden 1991 har Forsvaret haft cirka 88.000 udsendelser.
De fordeler sig på cirka 35.000 unikke udsendte. Dvs. at flere soldater har været udsendt mere end én gang. Af de 35.000 er cirka 2.300 kvinder.
Kilde: Forsvarsministeriet
Langt de fleste veteraner kommer fint hjem fra en udsendelse og lever et helt almindeligt liv. Men der er også nogle veteraner, som kommer hjem med ar på sjæl og krop.
- Vi prøver at gøre det bedre og nemmere for de udsendte at være afsted ved også at fokusere på familien herhjemme. For har den udsendte en god følelse af, at der er ro på hjemmefronten, så har de det bedre med at være udsendt - og er i øvrigt nok også bedre til at løse de opgaver, de er sendt ud for at løse, siger Mads Sørensen.
Danmark har gennem de seneste 20–30 år fået flere og flere veteraner, og dermed også flere familier og andre pårørende til veteraner. Der er ved udgangen af maj 2024 registreret i alt 42.032 veteraner.
Udsendelser siden 1991
Afghanistan 11.392 personer / 21.248 udsendelser
Kosovo 10.043 personer / 14.254 udsendelser
Balkan 13.302 personer / 20.254 udsendelser
Irak/Syrien 9.120 personer / 14.055 udsendelser
Libyen 492 personer / 629 udsendelser
Adenbugten 1.405 personer / 3.149 udsendelser
Syrien 484 personer / 738 udsendelser
Mali 765 personer / 1.137 udsendelser
Libanon 1.066 personer / 1.496 udsendelser
Hormuzstrædet 231 personer / 238 udsendelser
Guineabugten 185 personer / 185 udsendelser
Øvrige missioner 4.319 udsendelser