Judith og hendes mand fik en skør ide om en kreacafe - nu er den blandt byens bedste

Judith Ankerstjerne arbejder til dagligt som frisør i Fredericia. I april sidste år besluttede hende og hendes mand så at åbne en kreativ café lige ved siden af frisørsalonen, som er blevet populær blandt borgere i byen.
Caféer hvor man designer sine egne kaffekopper, tallerkener eller figurer er blevet populære. En ny café popper for tiden op i flere byer.
Tilbage i april var det Fredericias tur til at få en kreativ café, da Judith Ankerstjerne, der til dagligt driver en frisørsalon, åbnede caféen 'Café Kaffekop' sammen med sin mand lige ved siden af salonen.
- Vi skulle egentlig have lejet lokalet ud. Men så tog det ene ord det næste, og lige pludselig fik vi bare en skør ide. Den har så vist sig at være god, siger ejer Judith Ankerstjerne.

Succesen har været så god for caféen, at den er blevet indstillet til at være Fredericias bedste. Hele vinteren har der også været tæt på fuldt booket. Gæsterne booker som regel et bord i to timer, hvor man har fri adgang til al maling og værktøj.
To af gæsterne er veninderne Josephine Feddersen og Stephanie Nikoline Kilde fra Fredericia. De sætter pris på den koncentration, der er forbundet med keramikarbejdet, som får tankerne væk fra hverdagen.
- Man kan sidde og slappe af sammen, uden at man behøver at sige så meget. Det er hyggeligt bare at snakke om det her. Man får tankerne væk fra alt andet, man måske ville have snakket om, siger Josephine Feddersen, mens hun maler sin kop.
Du kan se resultaterne af Josephine Feddersen og Stephanie Nikoline Kildes kopper her.
Judith Ankerstjerne har også lagt mærke til sine gæsters koncentration.
- Folk falder ned i gear. Der kan sidde en gruppe på otte kvinder, som normalt snakker meget, men de siger nærmest ingenting, fordi de fordyber sig så meget i at male, siger hun.