Han er nu den bedste i landet til klassisk brætspil
68 deltagere, men kun én vinder. Christian Munk-Christensen fra Fredericia vandt søndag aften danmarksmesterskabet i backgammon.
Det er synd, at backgammon er overset. Vi er en af de stærkeste nationer i verden
Christian Munk-Christensen, danmarksmester
Turneringen blev afholdt over weekenden i Helsingør, hvor Christian Munk-Christensen vandt A-rækken, og dermed kan han nu kalde sig den bedste i landet.
- Det var en stor lettelse at vinde. Det har været et mål for mig i lang tid, da jeg har vundet en masse holdtitler, men aldrig en individuel, fortæller Christian Munk-Christensen.
Christian Munk-Christensen har spillet backgammon siden 2002. Han spiller på holdet Team Casino Munkebjerg og er en del af landsholdet, hvor han sammen med landsholdet har vundet flere titler.
- Det er synd, at backgammon er overset. Vi er en af de stærkeste nationer i verden. Vi klarer os godt ude i verden, siger Christian Munk-Christensen.
I 2020 blev landsholdet verdensmestre i backgammon i Paris.