Fredericia-dreng får sin egen komedieserie - og spiller selv hovedrollen
I 2017 vandt Melvin Kakooza DM i standup. Nu er den tidligere Fredericia-spiller og DM-vinder tilbage på det lokale stadion for at optage serien ’Sunday’.
Melvin Kakooza er tilbage på fodboldbanen i Fredericia. Men i disse dage er der kamera på hans tacklinger.
Monjasa Stadion, som Melvin selv spillede fodbold på som teenager, danner rammen for serien ’Sunday’, der er en ny komedieserie på Yousee.
Serien handler om fodboldspilleren Sunday, der bliver hentet til Danmark for at redde fodboldklubben i Fredericia.
Det er Melvin, der står bag serien - og han spiller sågar selv hovedrollen. Idéen til serien kom fra hans egen tid i Fredericia FC og fra Eddy Murphy’s 80’er film ’Coming to America’.
- Det var egentlig der, jeg samlede det op. At lave en fiktionsserie om kulturmødet, der kan komme, når en spiller kommer til Danmark, og så alle fodboldens sjove små fordomme, fortæller Melvin, da TV SYD fanger ham mellem optagelserne.
Jeg kender godt det her med gerne at ville lykkes på baggrund af, hvad andre folk tror.
Melvin Kakooza, skuespiller
- Mange troede, at jeg løber hurtigt
Melvin kom til Danmark som toårig, og hans opvækst i Fredericia har givet inspiration til serien.
- Der er rigtig mange ting, der er med i serien, som er sket i virkeligheden for min familie, som er ret sjove, fortæller han.
Også oplevelser fra Melvins egen tid på fodboldbanen har fundet vej til manuskriptet.
- Da jeg spillede i Fredericia, og vi mødte andre hold, som nødvendigvis ikke var storbyhold, kan jeg huske, at mange af dem helt instinktivt troede, at jeg løber hurtigt, siger han.
Selvom den slags fordomme ikke er drivkraften, så har de alligevel en central plads i serien.
- Det handler måske lidt om at belyse de fordomme. At tænke: ”Nå ja, det var egentlig mærkeligt, at jeg har det sådan der”. Det er egentlig en belysning med en komisk vinkel, siger Melvin.
Melvin beskriver Sunday som en person, der ser positivt på livet på trods af sine udfordringer, og her kan han spejle sig i sin karakter.
- Jeg kender godt det her med gerne at ville lykkes på baggrund af, hvad andre folk tror.
Føler sig ydmyg
Og indtil videre er han godt på vej. Siden førstepladsen i DM i standup har der været fart på.
- Jeg føler mig virkelig ydmyg over, at jeg allerede efter halvandet år kan få lov til at skrive og være med i min helt egen serie. Det synes jeg er helt vildt, siger han.
Melvin mener, at historien stadig har mange sjove elementer til gode, og derfor er målet også klart.
- Ambitionen og drømmen er jo nok, at der kommer en sæson to og måske tre, men også at det er en serie, byen vil være stolt af at vise frem.
Har du lyst til at komme bag kulisserne på den nye serie, så har du muligheden. Produktionen søger 3-400 statister til optagelser mellem klokken 14-17 på fredag. Klik her for at læse mere.