FC Fredericia sætter rekord hvert år
21 sæsoner i træk har FC Fredericia ligget i 1. division. Men klubben er i konstant udvikling og vil ikke satse hele butikken på at rykke op i Superligaen.
FC Fredericia lever en stabil tilværelse med nu 21 sæsoner i træk i fodboldens næstbedste række, og det har ingen andre klubber præsteret.
I 2001 rykkede FC Fredericia op i 1. division. Siden er elevatoren hverken kørt op eller ned.
Dermed sætter holdet fra fæstningsbyen rekord år efter år. Og klubbens mangeårige direktør, Stig Pedersen, ser stabiliteten som en styrke.
- Vi har været tæt på at rykke op nogle gange, blandt andet i 2010, og i 2014 var vi tæt på at rykke ned. Men generelt har vi ligget stabilt i den øverste del af 1. division, og jeg synes, vi er et godt sted som klub, siger Stig Pedersen.
Ikke til salg, men …
FC Fredericia tog 17 point i de første syv kampe, hvilket er den bedste sæsonstart nogensinde.
- Selvfølgelig vil vi frygteligt gerne rykke op, men der skal en voldsom økonomi til, hvis man skal etablere sig i Superligaen. Så skal vi have tilført mere kapital. Og vi er ikke villige til at satse hele butikken og risikere klubbens eksistens, siger Stig Pedersen.
Mange danske klubber er blevet solgt i de senere år, ofte til udenlandske ejere, blandt andet Vejle, Sønderjyske, Esbjerg og FC Midtjylland. Er det en mulighed for jer?
- Det bestemmer klubbens andelshavere jo, men det har ikke været et tema indtil nu. Der har været henvendelser fra mulige købere, og vi har talt med et par af dem, men der har ikke været realiteter i det, siger direktøren.
Vi har udviklet os fra amatører og fyraftensprofessionelle til at have en hel trup på fuld tid
Stig Pedersen, direktør, FC Fredericia
Stabilitet, ikke stilstand
Han har haft ledende roller i klubben i 26 år, de fleste af dem som direktør. Og selv om FC Fredericia er blevet ”stående på perronen”, så har klubben ikke stået stille.
- Vi har udviklet os fra amatører og fyraftensprofessionelle til at have en hel trup på fuld tid. Og vi er flyttet fra det gamle stadion herud til Monjasa Park, hvor stadion mere og mere gøres klar til, at vi kan leve op til Superligaens krav. Fodbolden flytter sig hele tiden, og vi skal arbejde hårdt og udvikle os bare for at følge med, siger Stig Pedersen.
Glæder sig til at møde Vejle
Fredericias stabilitet står i skarp kontrast til områdets andre topklubber, som har haft dramatiske sæsoner. Vejle og Sønderjyske rykker ned i 1. division, Esbjerg fB rykker ned i 2. division og AC Horsens, som rykker op i Superligaen.
Efter sommerferien venter endnu en spændende sæson, blandt andet med fire nye modstandere.
- Vi glæder os jo til at møde hold som Sønderjyske og især Vejle, som er med til at sætte mere fokus på 1. division, end der har været i denne sæson, siger Stig Pedersen.
FC Fredericia opstod i 1991 som en fusion mellem Fredericia KFUM fra Danmarksserien og Fredericia FF fra serie 1.