Det her er Tina Ræbilds historie om at være mor til en datter med paranoid skizofreni.

Jeg kan ikke finde Camillas ansigt. Hun har tøj om hovedet.

Jeg er taget ned for at besøge min datter på psykiatrisk afdeling. Personalet siger, at hun sover, men at hun nok snart vågner. Camilla ligger i sengen. Hun har noget tøj om hovedet. Jeg tror, at hendes ansigt vender den anden vej, så jeg går om på den anden side af sengen og lægger min jakke. Der er heller ikke noget ansigt dér.

Jeg tænker, at det nok er hættetrøjen, der er faldet ned over hendes ansigt, så jeg går om på den anden side af sengen igen. Der er stadigvæk ikke noget ansigt. Jeg finder ud af, at der indenunder hættetrøjen er flere lag tøj. Hun har bundet det rundt om hendes hoved, og hun kan ikke få luft. Jeg får to stykker tøj af selv, før jeg råber:

- Kom og hjælp mig!

Magtesløs. Fortvivlet. Yderst forfærdeligt. Man krakelerer fuldstændig som mor.

Min datter Camilla er 21 år og har paranoid skizofreni.

Taleboblerne styrer

Det er hårdt at se, at Camilla har så svært ved at være i sig selv. Når hun er psykotisk, kan hun ikke længere tage vare på sig selv. Hun forsøger at tage sit eget liv, men jeg ved jo godt, at hun gerne vil leve. Det er svært at iagttage som mor. Mange tror, at hun bare vil have opmærksomheden. Den hader hun. Hun vil bare gerne have et godt liv.

Camilla ser ting, vi andre ikke kan se. En edderkop på døren eller fugle i lejligheden. Og så ser hun talebobler. Hun skærer sig i armen eller vil bruge ledninger til at tage sit eget liv, for så har taleboblerne fortalt hende, at hun ikke er værdig til at bo på denne jord, så hun skal dø.

Jeg bliver ramt. Det går helt ind i hjertet på mig. Så psykisk bliver jeg påvirket.

Jeg klarer det ved at have familie omkring mig, og så har jeg nogle gode kolleger, som lægger øre til. Jeg er nødt til at passe på mig selv. Det betyder, at når Camilla er indlagt, så besøger jeg hende ikke hver dag. Det kan jeg simpelthen ikke holde til. Skal jeg være en god mor for Camilla, så skal jeg have overskud og kunne holde til det. Det kan jeg ikke, hvis jeg besøger hende hver dag. En time én til to gange i ugen, det er det, som jeg kan holde til psykisk. For det er rigtig hårdt at se hende være så syg og dårlig.

Bag om ryggen på min datter

Når jeg ved, at at hun er på vej ud til en motorvejsbro eller snart ligger på værelset med ledninger om halsen, så ringer jeg til personalet eller politiet. Nogle gange kører jeg selv ud for at finde hende. Det er svært at gøre det uden hendes vidende. Jeg synes, at jeg går bag om ryggen på hende. Det er rigtig, rigtig svært.

Jeg fortæller hende altid, at der var mig, der ringede eller fik personalet til at se til hende. Hun skal vide, at det var mig, der i det øjeblik gik imod hendes vilje. Jeg ved, at hun er taknemmelig for det, når hun ikke er så syg.

Det er førstehjælp, vi yder, og det er jeg som mor forpligtet til. Det gør man af kærlighed, og jeg vil til enhver tid gøre det for at redde hendes liv.

Min drøm

På psykiatrisk afdeling slår personalet alarm, og der kommer en masse mennesker. Jeg går ud. Jeg kan simpelthen ikke være der. De kæmper for at få alt tøjet af Camilla. Det var forfærdeligt. Det var tæt på. Hun var langt væk på det tidspunkt.

Camilla er heldigvis inde i en god periode lige nu. Hun har boet på et bosted siden maj, og har ikke været indlagt siden. Jeg kniber mig selv lidt i armen og tænker: Kan det nu passe? Men jo, det er rigtigt. Jeg er glad for, at hun er der, hvor hun er, for når Camilla har det godt, så har jeg det godt.

Vi har mange gode stunder, men jeg ville ønske, at de dårlige stunder blev færre og færre, sjældnere og sjældnere og til sidst ikke var der mere. At hun til sidst kunne mestre sit eget liv. Det er min drøm.

Tina Ræbilds historie er fortalt til TV SYDs reporter Line Sahl.