Direktør fik besked om Champions League-plads fra venner og bekendte
Fredericia HK skal næste sæson spille Champions League for første gang i 40 år, da klubben fredag fik et wildcard.
Der var glæde på kontoret hos denne sæsons sølvvinderne fra Fredericia HK, da man fredag modtog nyheden om, at klubben får et wildcard til den kommende sæsons Champions League-turnering.
Men at nyheden kom lige nu var ikke noget klubbens direktør Thomas Renneberg-Larsen var forberedt på.
- Vi fik jo ikke nogen officiel besked. Vi så det, da sms’er begyndte at tikke ind, og folk begyndte at ringe og sige tillykke. Så måtte vi jo ind og kigge på EHF’s (European Handball Federations) hjemmeside, og så kunne vi jo se, at det var officielt, fortæller han.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjQvMDYvMjEvKDBfMDcpLTA2N18wMjc0Lm14Zi5wbmc=/%280_07%29-067_0274.mxf.png?fm=jpg&w=1920&h=1080&s=0d6ca4685480bca56ae031d0b1108bab)
Med sin placering som nummer to i grundspillet i herreligaen var Fredericia allerede sikret europæisk deltagelse i den kommende sæson i turneringen European League. Med wildcardet fra EHF kommer klubben nu med i det fineste europæiske selskab i Champions League.
De danske mestre fra Aalborg Håndbold er qua deres mesterskab også blandt de i alt 16 hold i den prestigefyldte turnering. Fredericia havde sammen med flere andre hold sendt en ansøgning afsted for at få en plads i turneringen. Det havde klubben fra fæstningsbyen, som wildcardet i dag viser, held med.
- Jeg står jo her med gåsehud, for det er jo helt vildt for Fredericia og også for håndbolden i Danmark, at der er to hold fra herresiden med i Champions League, siger Thomas Renneberg-Larsen.
Der er mange af dem, der kom til Fredericia for år tilbage, som ikke har tænkt, at de skulle spille Champions League
Thomas Renneberg-Larsen, direktør i Fredericia HK
Direktøren har endnu ikke overblikket over de helt specifikke økonomiske fordele ved at deltage i Champions League, men han udelukker ikke, at det også kan komme til at betyde ekstra spillertilgange.
- Vi får nogle attraktive modstandere, der kommer til Fredericia for at spille, og det er jo klart, at det giver nogle indtægter. Der bliver sikkert også investeret den anden vej, siger han.
Fredericia-spillerne er i øjeblikket på ferie, men ifølge direktøren har der selvsagt været glæde i truppen.
- De er stolte over, at de skal spille Champions League. Der er mange af dem, der kom til Fredericia for år tilbage, som ikke har tænkt, at de skulle spille Champions League. Så det er jo helt fantastisk, siger Thomas Renneberg-Larsen.
Fredericia HK finder i næste uge ud af, hvem de skal spille imod i Champions League. Torsdag aften trækkes der lod til turneringen.