Skal borgere i Grindsted være bekymret for forurening? Nu anbefaler forskergruppe tre projekter til at give svaret
Tre nye sundhedsprojekter i Grindsted skal gå i dybden og undersøge, om der er risici ved at bo i byen. Håbet er, at det kan skabe tryghed til borgerne.
Nu skal borgerne i Grindsted snart have svarene og vide, hvor stor en indflydelse forureningen har på deres sundhed.
Det er målet med tre projekter, som en forskergruppe nu sender til politisk behandling i regionsrådet.
- Er der noget om snakken, eller er der ikke? Det kunne være dejligt at give noget afklaring til borgerne i Grindsted og få undersøgt, i hvilken grad der er grund til bekymring, siger Jesper Bo Nielsen, der er formand for forskergruppen.
Helt konkret vil forskergruppen opdatere gamle undersøgelser, samle målinger fra tidligere og se, om der er et mønster, samt invitere borgere til at beskrive deres bekymringer og symptomer overfor læger.
- Det nye er, at vi opdaterer de gamle undersøgelser, og så forholder vi os også til dem, der er bekymrede nu for at skabe så stor en tryghed som muligt for borgerne i Grindsted, siger Jesper Bo Nielsen.
De tre undersøgelser
1. En opdatering af den oprindelige sundhedsundersøgelse over sygdomsforekomst så data fra 2017 til 2021 tilføjes den eksisterende rapport, som dækker årene frem til 2017. Samtidig kan det overvejes at gentage opdateringen af udviklingen i sygdomsforekomst i Grindsted hvert femte år for at følge udviklingen i de kommende år.
2. En risikoundersøgelse der ser på risikoen ved at bo i Grindsted i fremtiden. Undersøgelsen vil også tage højde for eksisterende undersøgelser af bl.a. vand og indeklima samt en udvælgelse af relevante stoffer, hvor den nuværende eksponering og de fastsatte grænseværdier sammenlignes for at få et billede af eventuel fremtidig risiko.
3. En arbejds- og miljømedicinsk undersøgelse hvor borgerne inviteres til at beskrive deres bekymringer og symptomer over for læger fra Odense Universitetshospitals Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling i et ambulatorium på Grindsted Sygehus. Derudover vil der også blive lavet en vurdering af de enkelte borgeres udsættelse for konkrete forureningsstoffer.
Netop dét fokus ligger også klar som et fjerde projekt hos forskergruppen. Det fjerde projekt bliver endnu ikke anbefalet.
For de tre undersøgelser kommer til at danne baggrund for, om man vil gå videre med nærmere undersøgelser af sygdommen.
- Vi har ikke taget stilling til, om det skal gennemføres – for det afhænger af hvad de andre undersøgelser viser. Hvis det giver en forøget mistanke, at der kan være noget, så sættes det fjerde projekt i gang, siger Jesper Bo Nielsen.
Tidslinje over forureningen i Grindsted:
1924
Grindstedværket grundlægges. Der produceres organiske kemikalier, senere også vitaminpiller og lægemidler. Frem til 1960 ledes urenset spildevand via en åben afløbsgrøft fra fabrikken til Grindsted Å.
1934
I en banegrav lige uden for fabriksgrunden deponeres restprodukter i form af faste stoffer på det 8.000 m² store areal. Deponeringen stopper først i 1962.
1939
Danisco overtager Grindstedværket.
1944
Grindsted Vandværk har formodning om, at drikkevandet forurenes på grund af afløbet fra Grindstedværket.
1946
Sportsfiskerne klager over forureningen af vandet i Grindsted Å som følge af afløbet fra Grindstedværket, og at fisk fanget i åen har en gennemtrængende lugt og afsmag. Undersøgelser viser, at forureningen kan spores til den nedre del af Varde Å og Ho Bugt.
1955
Nordens største friluftsbad med 10.000 kubikmeter vand, som primært kom fra Grindsted Å, må lukke på grund af dårlig vandkvalitet.
1956
Lugten af spildevand hænger så tungt over Grindsted by, at Grindstedværket må se sig om efter et nyt sted at deponere spildevandet. Valget falder på Kærgård Klitplantage.
1962
Cirka 80.000 tons flydende og fast affald deponeres på byens losseplads syd for Grindsted Å frem til 1975.
1968
Grindsted Å tilføres cirka 550 kilo kviksølv om året.
1971
Grindsted Engsø anlægges som en rensningsforanstaltning af fabrikkens spildevand, inden det når Grindsted Å.
1980
Grindstedværket skifter navn til Grindsted Products.
1990
DTU begynder at udføre en række forskningsprojekter på Grindsted gamle losseplads. Det konkluderes, at forureningen vil resultere i udsivning af kemikalier til grundvandet i århundreder frem i tiden.
2006
Analyser over en treårig periode af det terrænnære grundvand i byen viser en tydelig påvirkning af kemikalier.
2007
Region Syddanmark overtager forureningen i Grindsted fra Ribe Amt ved regionens oprettelse.
2008
Region Syddanmark begynder i samarbejde med Miljøministeriet at oprense forureningen i Kærgård Klitplantage og fjerner ca. 7.500 tons giftigt sand, slam og træ over de næste mange år.
2010
En undersøgelse af banegravsdepotet viser, at det er sundhedsskadeligt at komme i kontakt med jorden, og at der sker en afdampning af klorerede opløsningsmidler.
2011
Danisco overtages af amerikanske DuPont.
2012
Region Syddanmark beslutter at lægge rent sand og jord på banegravsdepotet og efterfølgende plante det til med tornede buske, så ingen uforvarende kommer i kontakt med forureningen.
2018
Region Syddanmark afsætter 900.000 kr. til at afdække sundhedsrisikoen ved at bo i Grindsted. Sundhedsundersøgelsen skal vise, om folk i Grindsted lider mere af bestemte sygdomme end andre borgere i sammenlignelige samfund.
2019
Region Syddanmark har afsat 10 mio. kr. til at undersøge og begrænse forureningen i Grindsted Å.
Samtidig er der afsat 200.000 kroner til at undersøge, om dampe fra forureningen af grundvandet trænger ind i kældre i Grindsted By.
2020
Region Syddanmark præsenterer resultatet af den omfattende sundhedsundersøgelse, hvor konklusionen er, at der ikke er grundlag for at lave yderligere sundhedsundersøgelser af kommunens borgere.
2021
En aktindsigt viser, at to forskere anbefalede flere undersøgelser af muskelsvindsygdommen ALS i Grindsted under den omfattende sundhedsundersøgelse. Opfordringen kom på daværende tidspunkt ikke videre til politikerne i regionsrådet.
Kilde: Region Syddanmark og Wikipedia