I hans skab er der noget, vi ikke må se
Lars Thulin er prepper. Tag et kig ind i hans ellers hemmelige prepper-rum, for der er meget Lars gerne vil vise - men der er også noget, vi ikke skal tale om.
I skabet er der stabler af små briketter, der dybest set er et sammenpresset måltid. Men det smager lidt af spånplader med vanilje, forklarer Lars Thulin.
Og gemt væk bag de almindelige tørvarer og dåser står der en overdimensioneret dåse med 8 kilo frysetørret kylling i karry. Og nogle bøtter med jod, som han egentlig har fundet ud af er totalt ubrugelige - men nu har han dem jo, forklarer han.
Lars Thulin er prepper.
Men der er noget, vi ikke må se. Noget Lars har preppet for sig selv og ingen andre.
Selvom han 'kun' begyndte at preppe for omkring et halvt år siden, så har han opbygget et lager, der kan sørge for mad til én person i 100 dage og strøm til hele husholdningen i omkring 25 dage.
Lad os lige opridse det kort.
240 portioner frysetørret mad, en 3D printer, der kan bruges til at lave reservedele, solceller, powerbanks, en generator, 200 liter diesel, walkie-talkies, 20 liters vanddunke, radioer, førstehjælp, sutursæt, vandkvalitetsmåler- og renser, tændstål, kogekar, gasblus, målere til radioaktivitet, beskyttelsesdragter, et sortiment af gasmasker og alle manualer til den avancerede overlevelses-elektronik ligger klar.
- For når strømmen går, kan man jo ikke lige google sig til, hvordan det hele virker, siger Lars Thulin.
Og ja, hvis det slipper op, så har han også et sommerhus, der også er forberedt til en krisesituation.
Og egentlig var tanken, at der skulle være et tredje og endnu mere sikret sted, hvor Lars og familien kunne søge hen, hvis krisen skulle bryde ud.
Jeg overvejede kort at købe en bunker i Nordjylland, da jeg fik muligheden for det, men min kone var ikke helt med på ideen. Det var måske sjovere på papiret, end det var i virkeligheden.
- Så fik jeg ideen at smide to 20-fods containere under min garage, da jeg fik den bygget, men det er jo ret omstændigt, for der skal både være en ind- og udgang, der skal strøm og ekstra diesel til at trække luft ind. Og så er spørgsmålet, hvad vil du dernede? Og hvad kommer du op til, hvis du endelig går derned og lukker lågen?
Så indtil videre holder Lars sig til sit prepper-rum, der er gemt væk bag en dobbeltlåst og 15 centimeter tyk jerndør.
- Så det kommer man ikke lige umiddelbart igennem, medmindre man har en nøgle eller har fanget mig.
De tre hvis'er
Lars er på mange måder ikke typen, der gør noget halvt. Han opbyggede sin IT-virksomhed Centex gennem årrække, og solgte den for godt et år siden for et tocifret millionbeløb. Nu er han leder i virksomheden Hybrid Generator tre dage om ugen.
Når han går rundt i lokalet, klikker hans spidse laksko foran ham. Vi har set det meste af rummet, men der er en dør, som han aldrig åbner op.
- Lars, vi ved jo, at der er noget, som vi ikke se. Hvorfor det?
- Det er bare noget, som man generelt ikke ønsker at vise frem. Det kommer ikke nogen ved, hvad vi har liggende af den slags ting, siger han.
Samtale lukket. For nu.
Hvad er en prepper?
Ordet prepper blev optaget som en del af det danske sprog i 2005 og er ifølge Dansk Sprognævn defineret som person der dyrker en livsstil hvor man forbereder sig til dommedag ved fx at indkøbe våben og lagre af mad.
Der findes ingen præcise opgørelser over, hvor mange herhjemme, der prepper, men en lang række faktorer peger på, at antallet har været kraftigt stigende de seneste år og måneder.
Borgerberedskabet afholder jævnligt kurser under navnet “Kriseparat – klar dig selv i 3 døgn”. Her lærer helt almindelige mennesker, hvilke forberedelser det kræver for at være selvhjulpen, hvis en alvorlig krise rammer.
Over de seneste to år er der sket en eksplosiv stigning i interessen for kurset. I 2022 var 271 personer igennem kurset, mens det i 2023 blev til mere end 2000 kursister. Og den foreløbige prognose for 2024 lyder på mere end 4500.
I sin prepping har Lars valgt at forholde sig til tre forskellige scenarier.
Det første er en pandemi, som vi så med covid-19, hvor en dødelig sygdom vil sprede sig ud i verden og lægge de helt centrale dele af samfundet ned.
- Det stod meget tydeligt for mig under covid19-krisen, at der gik for lang tid, før man fik etableret et ordentligt beredskab på benene.
Det andet er en krise, der vil medføre mangel på strøm, som vil føre til tab af mobilnet, vand og fjernvarme.
- Der er jo ingen af os, der dør, hvis strømmen er væk i en time. Vi kan bare tænde stearinlys. Men hvis den er væk i længere tid, så vil det genere mig, at jeg ikke er klar, når det sker. Så for at undgå at komme i den situation, så er jeg nødt til at forberede mig.
- Krig og atomangreb er jo også noget, der har været i mine overvejelser, men hvis det skulle ske, ville der nok ikke være så store overlevelseschancer. Og så tror jeg nok bare, jeg vil åbne en god flaske rødvin og se, hvad der sker.
Men selvom det er en del af Lars' overvejelser - altså at krigen rammer, og det ikke længere er nok at beskytte sig med frysetørret mad, vand og en dieselgenetator - så tvivler han ikke på, at hans lager nok skal komme i brug en dag.
Om ikke andet til en 80'er fest.
- Hvis det nu er, så kan vi altid invitere vennerne på forloren hare og pulvermad. Så skal det nok komme til gavn. Og jeg plejer at sige, hvis folk tager en ekstra gang af maden, så er det jo ikke helt skidt.
Sig selv nærmest
Lars er en af de få preppere, der har haft lyst til at stille sig frem og fortælle om sine forberedelser.
For flere af dem, der har preppet i samme grad som Lars, har ikke ville medvirke af hensyn til deres egen sikkerhed.
De frygter, at deres hjem vil blive overrendt at ikke-forberedte i en krisesituation, hvis de stiller sig frem.
Jeg kan ikke gøre så meget andet end at forsøge at holde folk væk fra vores grund. Mit kriseberedskab handler om at være mig selv nærmest, og derfor er det klart, at man tænker i at passe på sig selv og sine forsyninger.
Men selvom Lars gerne fortæller om, hvordan han har opbygget sin madlager og de overvejelser, han har gjort sig, så er der som sagt stadig ting, han ikke er glad for at fortælle.
Så du er ikke bekymret for din sikkerhed, nu hvor du fortæller om dit prepper-rum?
- Jeg kan ikke gøre så meget andet end at passe på mig selv om min familie. Og det vil jeg også gøre i en krisesituation.
- Og det har jeg da også gjort mig mine overvejelser om, hvordan jeg kan gøre det.