Hun vil være borgmester, mor og lære at kede sig lidt - sådan har 17 år som folketingspolitiker været
Ellen Trane Nørby har været folketingspolitiker i 17 år, men ved det forestående folketingsvalg vil hun ikke være at finde på stemmesedlen. Hun ser tilbage på karrieren på Christiansborg.
Telefonen ringer i Ellen Trane Nørbys bil.
Hun har lige ramt Fyn på sin 325 kilometer lange køretur fra Christiansborg til Sønderborg, da hun tager telefonen.
- Det er Ellen, siger hun.
Efter 17 år i Folketinget er det slut. Den garvede politiker genopstiller ikke til det forestående folketingsvalg.
- Jeg fortryder ikke mit valg, men det er da vemodigt. Jeg har siddet i Folketinget en stor del af mit voksenliv og har taget kampe for Syd- og Sønderjylland. Det er farvel til gode kollegaer og demokratiets højborg, siger venstrekvinden.
Ræverøde SFU'er
Ellen Trane Nørby blev født 1. februar 1980 i Herning. Allerede fra barnsben blev hun opdraget med, at man ikke bare råber af fjernsynsskærmen, hvis man er uenig. Man skal handle.
Hun startede på Lemvig Gymnasium i 1995 og fik langsomt øjnene op for politik.
- Jeg kom i klasse med en flok ræverøde SFU'er (Socialistisk Folkepartis Ungdom, red.), og dem tog jeg mange diskussioner med. Der blev jeg nok klar over, at jeg var liberal, og at jeg ville i en anden retning end dem, husker hun.
Hun meldte sig ind i Venstres Ungdom.
- Politik var en nebengeschäft, siger hun.
Og det var det indtil 1998, da Ellen Trane Nørby for alvor mærkede, hvor meget hun brændte for politik.
Blå bog
Navn: Ellen Trane Nørby.
Alder: 42 år.
Fødested: 1. februar 1980 i Herning. Hun er opvokset i Nørre Nissum. Datter af biolog og forhenværende borgmester i Lemvig Jørgen Andreas Nørby (V) og arkitekt Merete Nørby.
Uddannelse:
1998-2005: Cand.mag. i kunsthistorie ved Københavns Universitet.
1999-2001: Sidefag i samfundsfag ved Københavns Universitet.
Karriere:
1999-2004: Politisk medarbejder for Venstre på Christiansborg.
2005-: Folketingsmedlem for Venstre valgt i først Sønderjyllands Amtskreds og siden Sydjyllands Storkreds.
2011-2014: Politisk ordfører for Venstre.
2015-2016: Minister for børn, undervisning og ligestilling for Venstre.
2016-2019: Sundhedsminister for Venstre.
2019-: Børne- og undervisningsordfører for Venstre.
Lønnede bestyrelsesposter:
Bestyrelsesformand Genau&More.
Medlem af Sydbank Sønderborg lokalråd og repræsentantskab.
Bestyrelsesformand for Sønderborg Forsyning.
Bestyrelsesmedlem Sønderborg Lufthavn.
Bestyrelsesmedlem Dansk Affald.
Bestyrelsesmedlem DANVA.
Civilstand: Gift og har to børn, som hun bor med i Sønderborg.
Uffes valgkamp
Op til sin studentereksamen i 3.g tog Ellen Trane Nørby en pause på fire uger for at lave valgkamp for Uffe Ellemann i 1998.
- Jeg har ikke gået rundt hele min barndom og tænkt, at jeg skulle være folketingspolitiker. Men der i 1998 begyndte politik for alvor at fylde, siger hun.
Syv år senere, 8. februar 2005, blev Ellen Trane Nørby valgt ind i Folketinget og endte i regering med Anders Fogh Rasmussen som genvalgt statsminister.
Og det var på det tidspunkt, at 17 år med køreture mellem København og Sønderborg begyndte.
Jeg har været rigtig glad for at sidde i Folketinget, og det har været en ære hver dag
Ellen Trane Nørby
- Det var stort at blive valgt og træde ind i folketingssalen første gang. Og så var det dejligt med stor tillid i Sønderjyllands Amt, som jeg dengang blev valgt i, fortæller Ellen Trane Nørby.
Hun startede karrieren på Borgen som kulturordfører.
- Det var som at sætte sig på ryggen af en tiger, ride ind i en jungle og holde godt fast, griner hun, mens hun i bilen bevæger sig længere og længere væk fra Christiansborg.
Hjem til Sønderborg
16. november 2021 var Ellen Trane Nørby at finde på stemmesedlen i Sønderborg Kommune til kommunalvalget som borgmesterkandidat.
Socialdemokraten Erik Lauridsen blev genvalgt, mens Ellen Trane Nørby fik pladsen som anden viceborgmester.
- Jeg stillede ikke bare op, fordi jeg ville noget andet. Jeg har haft mit politiske udgangspunkt her og glæder mig til at fylde rammen ud i stedet for kun at lave den, siger hun.
Borgmestertitlen går hun nemlig stadig efter, når der næste gang er kommunalvalg om tre år.
Det rigtige valg
Ellen Trane Nørby rammer Fredericia i sin bil og har stadig 119 kilometer til sit hjem.
- Jeg kommer godt nok ikke til at savne at pendle fra Sønderborg til København flere gange om ugen, griner hun.
En sejr og et nederlag i Folketinget
Ellen Trane Nørby når en karriere på 17 år og 9 måneder i Folketinget, når hun har endelig sidste dag 1. november. I den tid er der særligt én stor sejr og et frygteligt nederlag, hun husker.
Den bedste oplevelse:
- Det var, da vi fik lavet en aftale om medicinuddannelse i Esbjerg. Det var virkelig en kamp og en beslutning, vi traf i 2018, og nu har Jesper Petersen (uddannelses- og forskningsminister, red.) klippet snoren i Esbjerg. Det var en stor sejr.
Det største nederlag:
- Noget, der stadig sidder i mig er, at Hærens Sergentskolen i Sønderborg blev flyttet til Varde Kaserne i forbindelse med forsvarsforliget i 2013 under Helle Thorning-Schmidt. Hver gang jeg går forbi kasernen, så tænker jeg på det. Det er noget af det, der har gjort allermest ondt.
For det er slut den 1. november, når et nyt kuld folketingspolitikere bliver valgt. Ellen Trane Nørby genopstiller ikke til folketinget og skifter national politik ud med det kommunale.
Lyden af blinklysets klikken kan høres gennem telefonen, da hun overhaler en bil på motorvejen. Og det er netop derude i venstre spor, en stor del af den 17 år lange karriere er foregået.
- Nogen gange har der været en uge mellem, at jeg har fået set mine børn. Der er meget at se til, når man er folketingspolitiker, og nu glæder jeg mig til at kunne bruge lidt mere tid på morrollen, mens de stadig er forholdvis små. Det er nu, de har brug for mig, siger hun.
Alligevel er der ingen tvivl om, at de seneste 17 år har været det rigtige for hende.
- Jeg har været rigtig glad for at sidde i Folketinget, og det har været en ære hver dag. Jeg har prøvet rigtig meget politisk og har fået sat så mange fingeraftryk, siger hun og fortæller, at hun aldrig har tænkt, hun skulle være politiker resten af sit liv.
Har du allerede fået et andet job?
- Det vil jeg ikke sige noget om. Jeg har først brug for at kede mig, når jeg officielt stopper på Christiansborg den 1. november. Jeg går ikke fra en fyldt kalender til en helt tom, men jeg skal have bygget mit arbejdsliv op. Jeg har noget i pipelinen og ting, jeg gerne vil, men jeg er også klar på at blive inspireret og vildledt, svarer hun.
Da valgplakaterne blev hængt op landet over lørdag, og valgkampen for alvor satte sit præg på gader og stræder, sad hun til barnedåb.
- Det er det rigtige tidspunkt at stoppe for mig, og jeg tror på, at Chris (Chris Preuss, folketingskandidat for Venstre i Sønderborg, red.) er den rigtige til at tage over. Det har faktisk bare bekræftet min beslutning, at jeg så gerne vil hjælpe ham med at komme ind, siger hun og fortæller, at hun skal ud og hænge valgplakater op for ham.
Ellen Trane Nørby har været en af de store stemmeslugere ved tidligere valg. Hun har været minister af tre omgange, haft fire ordførerskaber og været med til at præge det politiske billede siden 2005.
- Alting har sin tid, og det er på tide at stoppe som folketingspolitiker, siger hun og rammer indkørslen til sit hjem i den by, hvor hun fremover vil holde sig til at dyrke det politiske liv.
- Hej hej, siger hun og lægger røret på.