Fastlåst forhandling tvang partier udenom borgmester
Partierne i Fredericias byråd fortalte fredag eftermiddag på et pressemøde, hvorfor de har valgt at indgå et budgetforlig udenom byens borgmester.
Helt unikt, en fantastisk oplevelse og begyndelsen på en ny æra. Sådan beskriver forligspartierne forhandlingerne om deres fornyligt indgået budgetforlig.
Tidligere fredag kunne TV SYD fortælle, at borgmester i Fredericia Kommune, Christian Bro, ikke lander sit første budget på posten, da de øvrige partier i byrådet gik sammen om et budgetforlig udenom socialdemokratiet. Forliget er gældende frem til 2027.
På et pressemøde fredag klokken 16 var forligspartier i byrådet klar til at fortælle, hvorfor de har valgt at holde deres socialdemokratiske borgmester udenfor.
Et budgetforlig udenom borgmesteren. Hvorfor det?
- Vi blev præsenteret for en færdig skitse. Når man ikke føler sig lyttet til, må man afsøge andre veje. Jeg sad med følelsen af, at det her bliver en kommune, jeg ikke ønsker at bo i, lyder det fra Cecilie Roed Schultz, der er gruppeformand for enhedslisten og fortsætter:
- Det var et historisk slemt nedskæringsbudget i en fastlåst forhandlingssituation.
Punkter fra budgetforliget
Budgetforliget er aftalt mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti, DF, SF, Enhedslisten og løsgængeren Karsten Byrgesen.
Her er nogle af punkter i budgetforliget:
Gratis bybusser til alle.
Sænke klasseloftet til 24 elever i Folkeskolen
Fjernet besparelser på dagintuitionerne, så minimumsnormeringerne beholdes
Støjhandleplan - Første projekt er der afsat penge til
10 millioner kroner til klimasikring
Ansigtsløft til busserne Romeo og Julie
Føniksklasserne videreføres
Og den følelse kunne gruppeformanden for SF Connie Maybrith Jørgensen godt nikke genkendende til.
- Vi har ikke oplevet, at der har været en interesse i at møde os på de områder, som var vigtige for os. Vi er gået derhen, hvor vores mandater kunne få mest muligt indflydelse.
En pludselig mulighed
- Vi stod overfor muligheden for enten at samle en kreds udenfor Socialdemokratiet eller lave vores eget budgetforslag, fortæller Cecilie Roed Schultz (E) om begyndelsen på forhandlingerne.
Forhandlingsmødet mellem forligspartierne var ikke planlagt og opstod ifølge Susanne Eilersen, der er gruppeformand i Dansk Folkeparti, ganske pludseligt.
- Der opstod en mulighed i går og så greb vi den. Det er utroligt overraskende. Alle er gået ind med et åbent sind og accepteret, at vi er forskellige partier med forskellige ideologer. Vi har givet plads til hinanden, så alle kunne se sig selv ind i det, forklarer hun.
Også Peder Wittendorff Tind, der er politisk ordfører for Venstre i byrådet, oplevede at forligspartierne ville hen mod det samme resultat.
- Vi oplevede, at vi i forhandlingsforløbet ville en anden vej, og det var der også andre partier der oplevede, så det skabte rammerne for det her forlig, siger han.
Fingrene nede i sparegrisen
- Tiden er kommet til at gøre op med det paradigme, at vi altid skærer indtil benet på ældre-, skole- og børneområdet. De har stået for skud i rigtig mange år, lyder det fra Tommy Rachlitz Nielsen, der er gruppeformand for Det Konservative Folkeparti.
Og så kommer det klassiske spørgsmål: Men hvor skal pengene så komme fra? Det havde forligspartierne et svar på.
- Vi har fingrene nede i sparegrisen, men kravet til os selv er, at vi altid har 150 millioner i kassebeholdningen. Vi skal ikke være en bank, som holder på pengene, når Fredericia kan bruge det på velfærden, lyder det fra Karsten Byrgesen, der i øjeblikket er løsgænger i byrådet.
- Vi vil gerne have vores penge ud at gå hos borgerne i stedet for at have dem liggende på kistebunden, og det var en af tingene, som Socialdemokratiet ikke var interesseret i at kigge på, forklarer Connie Maybrith Jørgensen (SF)
Men det er stadig sparetider, så alt er ikke kun liv og glade dage.
- Vi vidste godt, at man ikke kunne få alt, man ønsker sig. Jeg er tilfreds, men det er også et sparebudget, fortæller Susanne Eilersen (DF).
Må borgmesteren være med?
Budgetforliget er indgået udenom borgmester, men det skal stadig stemmes igennem i byrådet, før det er helt aktuelt.
- Vi må se, hvad socialdemokratiet gør. Hvis de stemmer for, så er det deres valg. Det her er forliget, og det er som det er, siger Peder Wittendorff Tind (V).
Venstremanden har et råd med på vejen.
- Lad os nu være konstruktive. Fredericianerne gider ikke drama, afslutter han
Den ene skrev historie, mens den anden tog en omvej til toppen
Anders K. Jacobsen og Tobias Sommer har spillet for både Sønderjyske og Vejle. I weekenden møder de begge sin tidligere klub.
Han var den 1. juli 2020 årsag til, at flere sønderjyder havde to ting at fejre i året, de fleste mennesker nok vil glemme hurtigst muligt.
Sønderjylland rundede en historisk milepæl med 100-årsjubilæet for genforeningen med Danmark.
Derudover vandt Sønderjyske Fodbold sin hidtil eneste titel med pokaltriumfen under coronakrisens begyndelse.
Trofæet kom i hus med en sejr på 2-0 over AaB. Begge mål blev scoret af Anders K. Jacobsen, der spillede i den lyseblå trøje fra 2020 til 2022.
Søndag er AK, som han kaldes, tilbage på Sydbank Park. Denne gang som modstander i en rød Vejle-trøje.
- Jeg glæder mig til at komme tilbage. Det er et dejligt sted, og jeg havde mange gode oplevelser. Nogle gange er det dejligt at komme tilbage til de gamle hjemmebaner, og jeg synes også, at det er en kamp, der kunne ligge godt til os, siger den nuværende vejlespiller.
Viceanfører klarede ikke cuttet
Anders K. Jacobsen er ikke den eneste, som får sig et gensyn med tidligere kolleger.
Sønderjyskes Tobias Sommer begyndte seniorkarrieren i Nørreskoven, efter han tog skiftet fra Sønderjyske til Vejles ungdomsakademi i 2017.
Succesen udeblev til gengæld for den alsidige spiller, som blot fik tre kampe for Vejles førstehold. Han beskriver også perioden som udfordrende.
- Det var dem, som introducerede mig for seniormiljøet, og det er den sværeste omstilling, der er i fodbold at gå fra talentfuld ungdomsspiller til fuldgod seniorspiller. Der klarede jeg ikke cuttet, siden jeg står her, siger 22-årige Sommer.
Tobias Sommer har siden farvellet til VB haft vind i sejlene.
Efter et vellykket ophold i Kolding IF rykkede han sidste år tilbage til Sønderjyske, som han fik superligadebut for i juli i år.
I sin første superligakamp på hjemmebane scorede han tilmed et af sine sjældne mål i karrieren.
Sønderjydens karriere opnåede sin foreløbige kulmination, da han bar anførerbindet i Sønderjyskes seneste superligakamp mod Brøndby på Brøndby Stadion.
Bedrifterne havde han ikke spået, da han blev sorteret fra i Vejles trup.
- Jeg har været på en lille omvej, men den er jeg glad for. Jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg helst vil stå på søndag i hvert fald, siger Tobias Sommer.
Sønderjyske-Vejle fløjtes i gang klokken 14 søndag. Kampen kan ses på TV 2 Sport og TV 2 Play.