Trolden får lov at blive siddende - for nu
Efter de tre venstremedlemmer i Fanø Byråd skiftede mening i sagen om trolden Ankers placering, får den nu lov at blive siddende, mens der bliver lavet en ny lokalplan for området.
På byrådsmøde på Fanø mandag aften besluttede et snævert flertal, at trolden Anker får lov at blive siddende på den nedlagte losseplads bag naboen Jens Madsens gård, og at placeringen skal lovliggøres med en ny lokalplan, hvor alle parter i sagen kan blive hørt.
Anker skulle egentlig have været fjernet mandag. Det besluttede et enigt ENT-udvalg tilbage i december. Udvalget mente, at planloven ikke var overholdt.
Men efter de tre venstremedlemmer af byrådet med viceborgmester Erik Nørreby (V) i spidsen ændrede mening og i stedet stemte for, at man skal arbejde med at få lavet en ny lokalplan, bliver trolden stående, indtil arbejdet med lokalplanen er gennemført, og byrådet igen skal behandle sagen.
Historien om trolden Anker
Det er kunstneren Thomas Dambo, som har lavet trolde af genbrugstræ rundt omkring i hele verdenen.
På Fanø har Anker levet en omtumlet tilværelse fra den spæde start. Den skulle have stået ét sted - og man var i gang med at opføre den - da Danmarks Naturfredningsforening advarede om, at den ville protestere over dens placering.
Dyr flytning
Anker blev herefter lynhurtigt flyttet til dens nuværende placering på Nordøen. Men her blev landmand Jens Madsen irriteret over, at folk, der ville se Anker, gik hen over hans jord. Jens Madsen klagede via sin advokat til kommunen. ENT-udvalget besluttede herefter enstemmigt i december sidste år, at trolden skulle flyttes.
Men da det er kunstneren Thomas Dambo, der har rettighederne til trolden, er det ham, der skal flytte trolden, og han kræver 124.300 kr. for at flytte den. Mange penge på et lille kommunalt budget.
Siden hen er debatten mellem tilhængere og modstandere blevet stadig mere intens.
Nu venter trolden Anker - og tilhængere og modstandere af hans placering - så på, at den nye lokalplan bliver udarbejdet og dermed muligheden for, at Anker kan blive siddende på sin plads på den nedlagte losseplads.