Slid var skyld i færgerampes kollaps
I begyndelsen af juli blev Fanøfærgen sat ud af spil i mere end et døgn, da færgerampen pludselig kollapsede.
Nu har et analysefirma fundet årsagen til rampekollapset, og konklusionen er klar.
Det var slid og årelang nedbrydning af en cylinder, der fik rampen til at styrte i havet. Det skriver Fanøposten.
På grund af det pludselige pres, som klappen blev udsat for, blev cylinderen i den anden side vredet i stykker. Og så skete kollapset.
Frikendes for ansvar
Allerede 14 dage før kollapset den 8. juli, observerede serviceleverandøren et læk fra cylinderen, hvor man noterede sig, at "en stempelstang sveder".
Men ifølge rapporten kan serviceleverandøren ikke stilles til ansvar for kollapset, da der som foreskrevet kun blev lavet en visuel inspektion.
Her kan det være svært at opdage revnevækst, "især på malede elementer, hvor revnen kan have udviklet sig under malingslaget", lyder det i rapporten.
Heller ikke rederiet Molslinjen, som driver færgeoverfarten, har gjort sig skyldig i forsømmelser.
Selskabet har nemlig fulgt alle anbefalinger i forhold til vedligehold, lyder analysen.
Nedbruddet på mere end et døgn betød, at køretøjer på Fanø og i Esbjerg måtte væbne sig med tålmodighed. På Fanø blev de ventende tilbudt overnatning i Fanø Hallen.
Mange var turister på vej på sommerferie.