Populært kunstværk skaber splid på Fanø - nu skal det flyttes igen
Dyb uenighed mellem Fanøs politikere betyder, at turistmagneten Anker Drømmefanger skal flyttes - igen. Borgmester Sofie Valbjørn undrer sig.
Den sidder med numsen godt placeret på et lille højdedrag og kan herfra skue ud over Fanøs nordspids. En familie på fem kommer forbi, og nu skal der tages fotos af trolden Anker Drømmefanger - et kunstværk af Thomas Dambo.
Det ser imidlertid ikke ud til, at trolden kan blive siddende længe endnu. Det er de fem politikere i Erhvervs-, Natur- og Teknik-udvalget (ENT) på Fanø blevet enige om.
- Området her skal efter lokalplanen ligge ubenyttet hen, og det kan man bestemt ikke sige, at det gør, efter Anker er kommet hertil. Vi har oplevet, at mange kommer her for at se den, siger formanden for ENT-udvalget, Christian Lorenzen fra Det Konservative Folkeparti.
Uforståeligt og ærgerligt
Men den udlægning er borgmester Sofie Valbjørn fra Alternativet bestemt ikke enig i.
- Området her er jo netop udlagt til rekreative formål. Vi har da også hesterundridning og bigårde her. Så Ankers placering er helt efter bogen, og den samme konklusion er forvaltningen også kommet frem til. At ENT-udvalget ser bort fra forvaltningens faglige vurdering, er både uforståeligt og ærgerligt, siger hun.
Men ENT-udvalgets beslutning kan ikke umiddelbart ændres. Byrådet kunne have haft muligheden for at ændre på sagen, hvis blot ét medlem af ENT-udvalget havde begæret sagen i byrådet. En oplagt sag for borgmesterens to politiske venner fra Venstre, som hun danner flertal med i byrådet. Den ene er den tidligere borgmester Erik Nørreby:
- Det kunne vi godt have gjort, men vi er sikre på, at plangrundlaget for opstillingen af trolden ikke er i orden. Man skal blot spørge sig selv, hvorfor man har lavet lokalplanen for området. Selv om der står, at området kan bruges til "offentlige formål", så er det oprindelige formål ikke til opstilling af for eksempel trolden her med offentlig adgang. Der er tale om et område for neddeling- og kompostering til grønt affald. Det er min erfaring gennem mere end 30 år i politik, at denne sag ville vi tabe i retten, hvis vi lod trolden stå, siger han.
Anker-fans over naboens grund
Trolden Anker har allerede været flyttet én gang. Den var så småt under opbygning i Plantagen, da den lokale del af Danmarks Naturforening truede med at nedlægge protest. Det ville betyde en længere sagsbehandling, og borgmesteren gik sammen med repræsentanter fra forvaltningen i gang med at finde en ny placering. Dagen efter pegede de på det nuværende sted.
Her spreder Anker glæde. Men også stor irritation. For stien hen til trolden leder folk ind over naboen Jens Madsens jord. Han syntes ikke, at hans klager blev hørt i Fanø Kommune, og til sidst valgte han at lade en advokat se på sagen.
Og det har så fået ENT-udvalget til at beslutte, at Anker må flytte et andet sted hen. Imens undrer borgmester Sofie Valbjørn sig over, at politikerne i ENT-udvalget "hellere vil lytte til en betalt advokat fremfor kommunens egen forvaltning".
Dyrt at flytte Anker
Tilbage står nu tre store spørgsmål: Hvordan flytter man Anker? Hvor dyrt bliver det? Hvor skal den nu bo?
Kunstneren Thomas Dambos manager, Troels Nielsen, der bor på Fanø, svarer:
- Den kan ikke bare flyttes samlet i ét på for eksempel en vogn. Så falder den fra hinanden. Den er for en stor del lavet af genbrugstræ på stedet.
- Jeg ved ikke, hvor dyrt det bliver, hvis man faktisk piller den forsigtigt ned og bygger den op igen et andet sted. Men Thomas Dambo og hans team er booket hele 2021 til andre projekter, så flytningen af Anker vil være en ekstra-opgave.
Håber at Anker kan blive
- Vi ved selvfølgelig ikke, hvor den skal hen, hvis den skal flyttes. Men Thomas (Dambo, red.) skal godkende stedet. Og her på Fanø vil der være udfordringer med fredningsregler.
Trolden Anker Drømmefanger er en af Thomas Dambos 70 trolde , som står rundt om i både ind- og udland. At der netop på Fanø skulle opstå så mange problemer, havde han ikke forestillet sig.
- Thomas håber meget, at man gennem samarbejde kan finde en løsning, så den kan få lov til at blive stående, siger hans manager Troels Nielsen.