Kunstudstilling i bunker: - Det er klamt, men fandeme en oplevelse
Efterårssolen skinnede klart tirsdag i efterårsferien, men det var mørket, der trak kunstinteresserede mod Fanøs nordlige spids.
I en gammel tysk bunker er der åbnet en udstilling - Experience in the Dark. Det er en udstilling, som ikke kun kan opleves i bunkeren på Fanø, men også flere steder langs vestkysten.
- Man tror, man ved, hvad man er på vej hen for at se, og så viser det sig at være noget helt andet, siger Dorrit Lei, der har taget turen til Fanø fra Sønderborg.
De syv kunstnere, der deltager i udstillingen, kommer fra Fanøs netværk af kunstnere og kunsthåndværkere, Arts & Crafts Fanø. De har alle været udfordret af det manglende lys og har skabt værker, der spiller med lysets og mørkets relation.
- Det, at det er mørkt, og vi er i en bunker, det er både klamt, men fandeme en oplevelse, siger Karsten Munch, som er keramiker og udstiller nogle af hans værker i bunkeren.
Under 2. verdenskrig blev bunkeren benyttet til opbevaring af mortergranater.
Mere intenst
Det er første gang, at Fanø-kunstnerne er gået sammen om at lave en udstilling i mørke.
- Det er meget mere intenst. Jeg synes, man får set de enkelte dele mere tydeligt, siger Dorrit Lei.
Udstillingen består af forskellige elementer. Der er både fabeldyr, muslingeskaller og andre finurlige kreationer.
- Det er en sjov udstilling. Der er både noget, der er lidt skræmmende, og noget andet, der bløder det lidt op, siger Dorrit Lei.
- Jeg tror, man skal være lidt tosset for at finde på det, siger Peter Nielsen, der har taget turen til Fanø fra Skanderborg.
Udstillingen i bunkeren har sidste åbningsdag onsdag i efterårsferien.