Da Anders Frey som 20-årig steg om bord på færgen, var det for at komme væk fra Fanø. Væk fra øen og landsbysamfundet, der havde dannet rammen om hans barndom.

Nok havde det været en tryg opvækst, men eventyrlysten i ham kaldte på noget større.

12 minutter senere gik han i land på havnen i Esbjerg.

Mens han stod på havnen og skuede tilbage mod sin barndomsø, forestillede han sig ikke, at han nogensinde skulle tage færgen retur.

Og da slet ikke ti år senere for at blive praktiserende læge på øen, der af Region Syddanmark er udpeget til lægedækningstruet område.

- Du ender på bistandshjælp

Som barn måtte Anders Freys mor ofte hente ham hos skoleinspektøren, da han i stedet for at åbne sine skolebøger hellere ville spille på sin guitar, hænge ud med vennerne og udfordre de voksnes regler.

Derfor blev det heller ikke til mere end et par måneder på Esbjerg Statsskole, før han med et snit på 4,5 på den gamle karakterskala valgte at droppe ud.

De efterfølgende år forsøgte han sig med en karriere som kok, men da en slem håndeksem satte en stopper for den drøm, endte han på færgen med kurs mod livet som sømand.

- Sømandslivet var en ensom tilværelse, så en uge før jeg fik mit duelighedsbevis, rejste jeg til København for at blive rockmusiker, fortæller han.

I København fik han sit eget lydstudie, men det lykkedes ham aldrig at få en pladekontrakt. I stedet arbejdede han som tjener og kok, spillede musik og gik i byen med vennerne, lige indtil han forelskede sig i en dyrlægestuderende, som sagde til ham:

- Jeg gider sgu ikke at være kæreste med sådan en subsistensløs rockmusiker. Du ender jo på bistandshjælp.

Ordene gjorde Anders Frey så trodsig, at han to år efter afsluttede en studentereksamen med et snit på 10,7 og begyndte på medicinstudiet på Københavns Universitet.

Fik nok af storbyens anonymitet

Modsat forholdet til den dyrlægestuderende holdt lægevidenskaben ved, og under studietiden blev Anders Frey involveret i forskning på Urologisk Afdeling på Herlev Hospital, hvor han blev fascineret af såvel forskningen som urologien.

Sideløbende giftede han sig, stiftede familie og flyttede i en lejlighed på Sluseholmen med samtalekøkken, walk-in closet og sushibar rundt om hjørnet.

Den anonymitet, som Anders Frey havde savnet på Fanø, var han nu omgivet af, og med familie, forskning og tid til musik i fritiden levede han på mange måder det perfekte liv.

Lige indtil han på en telttur i sin onkels have på Fanø opdagede, at noget inden i ham havde ændret sig.

- På Fanø behøver jeg ikke hive mine børn i armene for at undgå, at de bliver kørt ned af en bybus, siger han og fortæller om friheden, fællesskabet og trygheden, som Fanø tilbyder.

Kort efter sin dimission fra Københavns Universitet samme år besluttede han og familien derfor at købe en færgebillet og flytte tilværelsen til Fanø.

Flygter ikke længere

Anders Frey blev ansat på Urologisk Afdeling i Esbjerg og kom så småt i gang med at forske. Sideløbende vikarierede han i det lokale lægehus på Fanø, hvor han blev fascineret af det lægeliv, han så udfolde sig.

- En dag stod jeg og røg en cigaret ude bagved med en af de ældre læger, og han spurgte, om jeg havde overvejet det her lægeliv. Der er frokostordning og sommerfest, og jeg ville kunne bruge meget af min lægevidenskab, fortæller Anders Frey, som måtte give lægen ret i, at det egentligt lød meget godt.

I dag er han i gang med speciallægeuddannelsen i almen medicin, og som en del af specialiseringen får han til september sin daglige gang i lægehuset på Fanø.