Fanø-politikere holder ekstraordinært møde efter kritik
Bølgerne er gået højt i og omkring Fanøs rådhus i Nordby de seneste uger.
Først kom et budgetforlig uden om borgmesteren, der blandt indebar at kommunens eneste kommunikationsstilling blev nedlagt. Siden fulgte et åbent brev fra kommunens medarbejdere, der rejste kritik af det, man oplever som 'en hård og uforsonlig retorik' fra flere politikere.
Torsdag oplyste medarbejderrepræsentanter så, at man har rettet henvendelse til Arbejdstilsynet.
Det får nu politikerne til at reagere. Venstre, Socialdemokratiet og Konservative har indkaldt til et ekstraordinært møde om sagen i Økonomi- og Planudvalget efter efterårsferien.
Ifølge byrådsmedlem og viceborgmester Erik Nørreby (V) vil man på mødet evaluere hele processen og drøfte medarbejdernes brev, som er stilet til byrådet.
- Vi vil se, om vi ikke kan finde nogle løsningsforslag, så sådan noget ikke sker igen, siger han.