Derfor blev Fanø den tredje kommune, hvor borgmesteren ikke måtte være med
Strid om medarbejderfunktioner på rådhuset samt nedlæggelse af Fanøs bibliotek endte med, at Fanøs borgmester blev holdt ude, da det endelige budget skulle forhandles på plads mandag aften.
En overraskende slutning på budgetforhandlingerne i Fanø Kommune endte med at borgmesterens parti, Radikale Venstre, med tre mandater og Enhedslisten med ét mandat, er sat udenfor indflydelse.
Det betyder, at det er Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre og løsgænger Johan Brink Jensen, som er blevet enige om kommunens budget til og med 2028.
Det bekræfter borgmester Frank Jensen (RV).
- Der har været enighed om, at vi skal spare, for det skal vi. Men vi har været uenige om, hvor alle besparelserne skulle ligge henne.
Det endte med, at det var en uenighed, om kommunikationsafdelingens beståen på rådhuset, samt nedskæringer på biblioteket, der skilte parterne. Og det er til borgmesteren store overraskelse. For de var ifølge ham næsten enige om besparelserne.
- Det, syntes jeg, er dybt hovedrystende og fuldstændig forkert. Vi har om nogen brug for mere kommunikation blandt andet til vores bosætningsstrategi, så hvis vi fjerner vores vores dygtige kommunikationsafdeling, hvordan skal vi så kunne tiltrække nye borgere til Fanø? Jeg synes, det er den helt forkerte vej at gå, lyder det fra borgmesteren.
Med nedlæggelse af kommunikationsafdelingen kan øen spare omkring 500.000 kroner. Vigtige penge at spare ifølge venstremanden Erik Nørreby, der sidder i det 11 mand store byråd, og som også er tidligere borgmester på Vadehavsøen.
- Vi kan jo se, at den funktion (kommunikationsafdelingen), som vi vedtog for adskillige år siden, at den har ikke haft den funktion, som vi havde forventet, så derfor kigger vi selvfølgelig på, hvad kan vi bedst undvære i den økonomiske situation, vi er i lige nu, så derfor, er det en god ide, mener Erik Nørreby.
Øens kommunikationsafdeling erstattes i budgettet med mulighed for køb at konsulentydelser for 100.000 kroner årligt.
Hvad med samarbejdet?
Nu skal Frank Jensen samarbejde med byrådet og gennemføre et budget for øens borgere, uden han har sat det sidste fingeraftryk selv.
Hvad tænker du om samarbejdet herfra?
- Det ved jeg ikke. Det har ikke været prangende de sidste tre år, og det er heller ikke sikkert, det bliver det det næste år. Der er meget stor forskel på os yngre politikere og dem, der har været i gamet i mange år, siger Frank Jensen og fortsætter.
- Vi kommer ind med en helt anden tilgang, hvor det i høj grad handler om tillid til vores dygtige medarbejdere frem for kontrol. Der føler jeg, at vi står langt fra hinanden.
Erik Nørreby tror ikke, at uenigheden ændrer det store for samarbejdet.
- Jamen, vi har før været uenige, og vi skal jo arbejde sammen om at drive Fanø fremadrettet. Nu får vi lavet et budgetforlig, der også viser vejen fremadrettet, hvor vi skal til at satse meget mere på bosætning, end vi har gjort her de foregående år. Så jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, hvordan vi kan arbejde sammen fremadrettet.
Du kan læse om Fanøs budgetforlig, og hvor besparelserne rammer her.