Århundred gammelt fjendskab vendt til kærligt drilleri og to byfester
Søndag går det løs i Sønderho på Fanø. Musik, bægerklang og dans i gaderne til den lyse morgen. Det sker kun én uge efter at der var fest i nabobyen Nordby.
To byfester på en uge i to byer, der ligger beskedne 10 kilometer fra hinanden, kan måske forekomme en smule overdrevet. Men der er en forklaring. I flere hundrede år levede fannikkerne af havet. Mændene var på langfart, og kvinderne passede det derhjemme.
- Hvad skulle man til Nordby for, hvis man boede i Sønderho. Sønderho var mere orienteret i retning af Ribe, mens Nordby var orienteret mod Varde. (Her skal man tænke på, at det her foregår, før Esbjerg blev grundlagt, red.) Man ville hellere gifte sig med en fra fastlandet end en fra nabobyen, fortæller Henrik Bay, formand for Fonden gamle Sønderho og bosiddende sammesteds. Sådan er det ikke længere.
- Nu er det erstattet af kærligt drilleri, men der er stadig nogle i Sønderho, der ikke kender nogen fra Nordby, fortæller Christel Seyfarth, idekvinden bag Fanø Strikkefestival og bosiddende i Nordby.
Og det med de to byfester har altså en lang historie.
- Jeg tror, at det er noget med, at når den ene by har noget, så vil den anden også have det, fortæller Christel Seyfarth.
Det har man jo hørt om før, men i det her tilfælde kan man ikke sige, at de gode borgere i Nordby ikke ligefrem er styrtet ud efter øl. Sønderhodagen løb af stablen første gang i 1928 og fanniker-dagene først i 1953. Fonden bag Sønderhodagen, Fonden gamle Sønderho, er i øvrigt den første private fond i Danmark.
- Det er fuldstændig utænkeligt, at man skulle slå de to arrangementer sammen. Det er to forskellige samfund og to forskellige traditioner, fortæller Henrik Bay fra Sønderho.
Sønderhodagen er inspireret af gamle dages bryllupstraditioner. Man mødes i byen og går i samlet flok og iklædt den smukke folkedragt fra øen til Møllebanken.
- Der er normalt et par hundrede med i optoget, og de fleste er kvinder. Det er også en illustration af det matriarkat, Fanø var, dengang mændene var ude at sejle i et eller to år, fortæller Henrik Bay.
Vel ankomne til møllen er der tre bryllupsdanse og indtagelse af de tre symbolske bryllupsforfriskninger, den sure, den bitre og den søde. Traditionerne lever og har det godt på Fanø.
- Der er megainteresse både i Norby og i Sønderho. Og de unge syr, køber eller låner fannikerdragterne. Det er fint, at vi kan bringe vores kulturhistorie videre til næste generation, siger Christel Seyfarth.
- Men musikken er mere rodfæstet i Sønderho. Vi danser også om vinteren, og når unge fra Sønderho begynder de som det naturligste at danse sønderhoning. Vi kan danse den samme dans til 200 forskellige melodier. Det er en del af vores DNA, fortæller Henrik Bay.
Der er i øvrigt en subtil, men vigtig, forskel på dragten mellem de to byer. Det kan man læse mere om her.
