Når Vibeke Friedrichsen Hansen glider ind i søvnen i sin seng hjemme i Augustenborg, glemmer hun at trække vejret. 

Faktisk holder hun 13 lange vejrtrækningspauser i timen natten igennem. 

Under hver eneste pause opdager hendes hjerne på et tidspunkt, at den ikke får ilt nok. Så vågner hun kortvarigt op og gisper efter vejret.

Sygdommen hedder søvnapnø, og de konstante opvågninger kommer med en voldsom pris.

- For mig føles dagene nærmest som om, jeg er blevet kørt over af en lastbil. Jeg er øm i arme og ben og træt i både krop og hoved. Jeg kan næsten ikke slæbe mig afsted, fortæller hun.

De høje lyde generede også hendes mand. Og det lod han ikke gå ubemærket hen.

- Kors, hvor du snorker. Du lyder som en kaffemaskine, der ikke er blevet afkalket i fem år, kunne han udbryde efter endnu en forstyrret nat i soveværelset.

Til sidst gik Vibeke til lægen. 

Da det stod klart, at hun lider af søvnapnø, fik hun udleveret et CPAP-apparat med en maske til ansigtet. Den giver hende ekstra luft, når hun ligger ned. 

Maskinen registrerer, når hun holder pause i vejrtrækningen og øger trykket, så der kommer luft nok. På den måde undgår hun de mange forstyrrende opvågninger. 

Desværre blev masken ikke den hjælp, Vibeke havde brug for.

- Jeg ved ikke, hvad der sker, men jeg tager den simpelthen af, når jeg sover. Der kan gå to timer, så flår jeg masken af. Der kan gå 20 minutter, så tager jeg den af. Det sker helt ubevidst, forklarer hun.

Dagligdagen giver udfordringer

De nætter, hvor det lykkes at beholde masken på, er sjældne, men fantastiske. Derfor bliver Vibeke Friedrichsen Hansen ved med at forsøge. 

Hver aften ifører hun sig sit seletøj, som familien kalder masken, og håber på en rolig nattesøvn.

- I nat fik jeg fire en halv time med masken. Men hvis jeg kunne lykkes med at få seks timers søvn, ville det jo føles som et syretrip. Jeg ville nærmest kunne flytte bjerge.

Dagligdagen er pludselig blevet en stor udfordring, hvor hun kæmper for at holde sig i gang.

- Hvis jeg sætter mig ned, sover jeg omgående. Så sidder jeg og sover om eftermiddagen, og det gider jeg ikke. Så gammel er jeg heller ikke, siger hun.

- Jeg vil bare gerne have min nattesøvn, så jeg kan føle mig som et menneske med overskud. Men hvad skal jeg gøre?

Sygdom med tabu

Det er netop det spørgsmål, som ph.d-studerende Karin Jeppesen gerne vil besvare med sin deltagelse i Et Sundere Syddanmark. 

Hun forsker i obstruktiv søvnapnø på Øre-næse-hals afdelingen på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg, hvor hun hjælper nogle af de cirka 100.000 registrerede søvnapnø-patienter, der er i Danmark. 

Endnu flere er formentlig ramt, for desværre er der en del patienter, som ikke opdager, at de har sygdommen. Andre får aldrig opsøgt hjælpen.

Hun vil gerne hjælpe flertallet med at få en bedre søvn, men sådan er virkeligheden langt fra. Man kan ikke medicinere sig ud af søvnapnø. Og lige nu findes der ikke noget godt alternativ til CPAP-maskinen.

- Vi ved, at op mod halvdelen af patienterne ikke lykkes med den her behandling. Så vi taber en stor patientgruppe på gulvet, og det er vi ærgerlige over, fortæller Karin Jeppesen.

Vil forske i andre behandlinger

Derfor går hendes forskningsprojekt ud på at undersøge og systematisere, hvad det er for nogle grupper af patienter, der ikke får held med at bruge CPAP - og finde ud af om der er andre alternativer, man kan tilbyde dem fremover. 

Og så vil hun undersøge, om der er noget, lægerne på søvnafdelingen kan gøre anderledes, så flere patienter får glæde af CPAP.

- Vi kunne godt tænke os at lave noget, der er mere skræddersyet til den enkelte. Man dør jo ikke i sengen, fordi man har søvnapnø. Men der er nogle af følgesygdommene, som faktisk er alvorlige sygdomme. Slagtilfælde, hjertesygdomme og sukkersyge kan være alvorlige følgesygdomme til det her, siger Karin Jeppesen.

Det er langtfra alle, der får følgesygdomme. Men mange søvnapnøpatienter døjer som Vibeke Friedrichsen Hansen med dagtræthed, som gør, at de for eksempel har svært ved at få et arbejdsliv til at hænge sammen. 

Andre får voldsom hovedpine eller falder simpelthen i søvn, når de kører bil, forklarer forskeren.

- Det kan godt være farligt ikke at behandle – og der er meget at vinde ved at behandle. Men det der med, at der kun er en behandling, der skal passe til alle, er ikke altid lykken, opsummerer Karin Jeppesen.